<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?>
<rss version="2.0">
<channel><generator>iloblog 1.0</generator><title>Maria´s Blog Feed</title><link>http://mariasblog.fionas.dk/</link><description>&lt;p&gt;Her vil jeg åbne mit hjerte og dele mine tanker og livet på Jenle Skovsted med familie og dyr. &lt;/p&gt;
&lt;p&gt; &lt;/p&gt;
&lt;p&gt;Ingen andre end jeg alene skal stå til ansvar for det skrevne ord... og jeg censurere altså ikke mig selv - velkommen til hudløs ærlighed!&lt;/p&gt;</description><item><title>17. juni</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=178</link><description><![CDATA[  Så må jeg vidst hellere lige skrive lidt:o) 
 Det er længe siden sidst og der er faktisk sket en masse...  
 Jeg har brugt det meste tid i min stald og omme i haven. Det nye stykke have tager nu for alvor form og er blevet døbt ”Paradiset”, jeg elsker den have! Det ser ud til at de plantede træer og buske har fået godt fat og trives deromme og urtehaven bugner... Jeg er også vældig vældig begejstret for mit krydderurte bed... Det er altså ved at blive virkelig lækkert! 
   
 I stalden går tingene stærkt... Jeg har desværre måtte sige farvel til min dejlige Totter – hun lå pludselig en morgen død i buret uden foregående sygdom, så det kom altså som et stort chok! Jeg er stadig noget ked af det men efter der er kommet en ny kanin i hendes bur går det altså noget bedre. Totter var en ener... Hun var ikke en allemands kanin og hendes personlighed var egentlig nok på grænsen af hvad mange andre ville have accepteret, på hopbanen var hun et lysende talent og jeg føler ikke vi blev færdige med at vise hvad vi sammen kunne. Men uanset sind og hop så holdt jeg meget af hende – og synes det er så trist så trist. 
 Dagen efter mistede jeg så for første gang en stor unge, han var det lysende glade element i kuldet og det var for længst bestemt at han skulle over til Maiken – Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at de passede rigtig godt sammen. Så jeg var næsten ligeså ked af at finde ham død. Han døde af voldsom diarre og formentlig har der været noget cocidiose... heldigvis fik jeg jo handlet hurtigt og stoppet det inden det blev en epedemi blandt mine unger. Jeg gik i min stald og kiggede og blev enig med mig selv om at tilbyde Maiken hun kunne få Reagan som hun er frygtelig vild med i stedet... Selvfølgelig på visse betingelser, og det var vidst et meget godt bytte. Reagan er en fortrinlig ”rideskole” kanin så jeg er nu også forvisset om at det er helt optimalt! 
 Maiken leverede så efter aftale Dreamy tilbage fordi hun var blevet bange for den. Og helt ærlig det kan jeg godt forstå! Dreamy har her i stalden fået navnet Nightmare.... Hun er nok noget af det værste der nogensinde har siddet her og jeg har brugt lidt tid på at identificere hvad problemet er med hende... og er ret sikker på at jeg nu langt om længe har knækket koden. Mønsteret er at hun er arrig i særklasse af sin brunst, så bliver hun falsk drægtig og bygger rede som hun vogter i to dage derefter har hun to dage hvor hun bare er sød og rar og så starter hele møllen igen... Det hele foregår med en cyklus på 10 dage og det er selvfølgelig ikke en holdbar situation. Hverken for mig eller for hende. Jeg har parret hende et par gange og vil se om det hjælper... Det har jo hjulpet Tess meget i sin tid... Ellers har jeg ikke helt vedtaget hvordan Dreamys fremtid ser ud... Men er nået så langt at jeg har belsuttet at hvis et kuld unger ikke hjælper hende så er der to muligheder og det er enten en sterilisation eller aflivning. Hvorfor hun er blevet sådan er mig en gåde.. Begge hendes forældre er/var jo søde og rare og gode kaniner. 
 Robby er også rejst til de evige græsmarker... Det var skidt til sidst så det var tid til at tage den grimme beslutning. 
 En anden kanin som er rejst til de evige græsmarker er Mio, den beslutning var så til gengæld overhovedet ikke svær at tage. Jeg havde lovet Kirsten at hvis han ikke var her i stalden skulle han aflives, Kirsten har nemlig selv oplevet ham når han var værst – så han skulle ikke ud i et nyt hjem og hapse menneskelemmer... Mio gjorde noget utilgiveligt og eftersom jeg også var til stede i stalden ved jeg at det var totalt uprovokeret. Han løb ud af sit bur og direkte hen i benene på Emma og angreb hende – heldigvis havde hun støvler på... De måtte så til gengæld også lade live for hans tænder og klør.... Det blev Mios dødsdom. Han nåede aldrig at lave noget fornuftigt som hopkanin – men eftter hans død blev han brugt til et godt formål. Han blev aflivet her i stalden og udleveret død til en jæger som skulle bruge ham til jagthundetræning. Og nej det er ikke en skæbne en gammel elsket kanin ville få her i stalden – men lige præcis Mio var uværdig til en plads under bøgen og jeg synes jo at jagttræning af hunde er et ligeså vigtigt formål – så hundene kan lærer at gøre tingene rigtigt så det ikke går ud over levende dyr i naturen. 
 Gode gamle Herly sidder her stadig – det ser ikke ud til at hans sygdom forværres og han er frisk og frejdig som altid... så han skal bare blive her så længe som muligt. 
 Sidste gang beskrev jeg Lucy som jeg planlagde og beholde... og jeg er også stadig frygtelig øm over den kanin, hun er ubetinget noget af det smukkeste lavet her i stalden. Mette ville så gerne have hende.. og jeg tænkte at ovre hos Mette får hun det som blommen i et æg og jeg har mangel på bure og alt for mange planer så.... 
 Yderligere to af Lucys søskende er blevet solgt og kommet i gode hjem. Det er dog frygtelig svært at sælge dem synes jeg... Og det forstår jeg faktisk overhovedet ikke for de har både bygning og hovedet med sig så i min verden er de optimale til hop... Men selvfølgelig er deres forældre hverken svenske eller champions ;o) 
   
 Ellers har der været et større rykind her i stalden... Emma har fået den kanin hun ønskede sig aller mest... Hun ville så gerne have en lille hvid kanin med røde øjne... Sådan en lille løvepige lå Rikke inde med så den fik vi over en morgen i forbindelse med et stævne. Emma blev så glad at hun var lige ved at tude:o) Den lille prinsesse har af Emma fået navnet Natasja af Nicandri. 
   
 Mia har besluttet at stoppe med hop og derfor er Kui kommet hjem til fyn igen... Og hvilken fatastisk dejlig lille kanin! Kui er utroligt svær ikke at holde af og vi har meget hurtigt fundet hinanden. Til vores første stævne sammen fik vi da også en fin femteplads med 0+0 fejl på en svær lige så det var da en fantastisk debut. Men det der er mest specielt ved Kui er hendes dejlige sind og humor... for den kanin har virkelig humor! 
   
 Derudover stødte jeg ind i et tilbud jeg ikke kunne sige nej til... Yrsa oppe fra Charlotte som jeg altid har været lidt hemmeligt forelsket i... Nu bor hun her... Hun har et lidt pudsigt sind og det er også derfor hun er blevet solgt... Men hun er ikke i nærheden af at være så gal som Tess var da hun kom tilbage... Så jeg er sikker på det nok skal blive godt. I første omgang skal vi jo knytte bånd og hun skal lige lære hvad der er ok og hvad der ikke er. Men jeg synes egentlig at hun i bund og grund er sød og nysgerrig og meget meget brunstig. Nu er jeg ikke kendt for at gå så meget op i hvad kaniner vejer og hvor store de er... Men jeg træder vidst ingen over tæerne hvis jeg siger at Yrsa er lidt til den gode side... Så hun er altså komme lidt på skrump her og så skal vi jo ud og løbe nogen ture;o) 
   
 På søndag får jeg en lille løvedreng hjem oppe fra Liza og det glæder jeg mig også rigtig meget til – han er kappetegnet... gullig på en eller anden måde... det er der ikke helt styr på... Men han er så sød på de billeder jeg har set af ham. Kuldtemaet var Special Re – Så han har fået navnet Elmelys Special Revelation... for han er en lille åbenbaring! 
   
 Og på tirsdag tager jeg så turen til Bevtoft for at hente min fødselsdagsgave.. Min længe ventede Lille Havana... Det glæder jeg mig godt nok meget til. Han skal hedde Knudsen efter håndboldspilleren som jeg synes er lidt namme namme at se på.... Jeg er sikker på det nok skal gå godt og glæder mig meget til at komme i gang med ham. … (altså kaninen Knudsen ;o)) 
   
 Ellers så har Maya jo fået unger og denne gang går det bare strygende for hende... 3 styk er der og det er så fine! En bliver her i stalden og jeg drømmer om en lille hun. Hvem det bliver af dem endnu ved jeg ikke men i løbet af et par uger bliver jeg sikker på manker og køn og så beslutter jeg mig. Jeg har en yngling – men nu ser vi hvad der bliver. Der er en enkelt MM og en som jeg tror er Mm og en som jeg tror er uden manke de er alle sort/gule japanere pudsigt nok... Jeg havde jo regnet med et helt kuld sorte så det her var da bare en glædelig overrasekelse... 
   
 Desuden har Tess fået et lækkert kuld på 7 , de er stadig meget unge og små så jeg er noget usikker på deres farver men umiddelbart er der faktisk hele 3 MM'er det er lidt vildt synes jeg. Der er i alt fald en sort/hvid japaner med en ret flot hovedtegning og så er der nogle sort/gule... resten er jeg usikker på... men de er meget meget lyse i farverne så nu må vi jo se hvad der dukker op:o) Håbet om blå/hvid er ikke slukket endnu i alt fald. 
   
 Desuden er Stella dejlige lille Stella parret med Malenes smukke Blue Ocean som jeg er så vild med. Det bliver imod alle skikke her i stalden definitivt uden manker men altså... det kan KUN blive et overordentligt lækkert kuld. 
   
 Sidste fredag var Rikke så sød at komme herover og hjælpe lidt med oprydningen på vores byggeplads... Søde Rikke som knokler som en mand... og jager med mig og driller mig med min samlermani... Om aftenen kørte jeg med hende hjem og dagen derpå tog jeg med til byggespringdag hos Linnea – det var nu en rigtig hyggelig dag og vi fik ordentlig snakket og drillet:o) Jeg er jo lidt den kreative, tålmodige pille/nusse type.... og det fik jeg så at høre for :o) :o) 
 Nu har jeg så 6 springprojekter i gang... Tættest på at blive gjort færdig er mit fyrtårn, men jeg er også tæt på med en alvorligt stor 5'er, A'et som i min udgave nok mest af alt ender som en pyramideagtig ting.... Derpå er jeg i gang med en bænk, og så har jeg det gamle gamle kina spring fra Libra på tegnebrættet.... og jeg planlægger også at give mig i kast med frihedsguinden sådan for alvor... 
   
 Stævnemæssigt har jeg været vældig aktiv, ikke de store prangende resultater er det blevet til – men en hulens masse pinde – så det er bestemt godkendt! 
 ]]></description><pubDate>Fri, 17 Jun 2011 10:05:19 +0200</pubDate><category>2011</category></item><item><title>29. april</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=177</link><description><![CDATA[  Et forsigtigt lille pip fra mig må være på tide.... 
   
 Siden jeg sidst skrev har lægen medicineret mig og umiddelbart ser det ud til at hun har ramt rigtigt i første forsøg. Jeg havde nogle uger med store tilvænningsproblemer og følte mig fysisk virkelig virkelig dårlig. Det har nu aftaget til en konstant uro i kroppen – men tro det eller lad være, det vender man sig til så nu mærker jeg det kun hvis jeg mærker efter det.... For første gang i lang tid kan jeg sige at jeg føler det går den rigtige vej, det er ikke helt på toppen endnu... men om ikke andet så går det fremad. Jeg er meget omhyggelig med at komme ud og få en masse frisk luft og lys hver dag – men samtidig må jeg også accepterer over for mig selv når jeg har en dårlig dag, så HAR jeg altså en dårlig dag... og det er faktisk en ret svær del af processen. 
   
 I øvrigt sker der en del her... Der er nu blevet gravet ud og isoleret og støbt gulv på lillebrors kommende værelse, nu skal der laves strøm og sættes gips op. Jeg har taget billeder af hele processen og skal se om jeg kan huske at få oprettet nogle fotoalbums med dem her på siden. 
   
 I haven bruger jeg al den tid som jeg ikke bruger på dyrene og mine børn. En søndag formiddag gik min søde nabo og jeg en tur på den lokale planteskole og jeg fik handlet ind for det gavekort Allan og jeg fik i julegave. Det blev til 5 lækre frugttræer, nogle forskellig buske, et par tranebærplanter og nogle krydderurter... Blandt andet har jeg købt en ananas salvie, som dufter så skønt så skønt! 
 Samtidig købte jeg en naturhæk som skal stå ude foran vores indkørsel – det er nemlig en meget ”åben” græsplæne vi har ned til vejen og med sådan en hæk håber jeg at der bliver lidt mere privat til blandt andet hoptræning... (man er vel udspekuleret?) 
 Men for at sige det på godt dansk... det var dælme hårdt at få sat den hæk – for jorden dernede var så hård at det nærmest var umuligt at grave i... men i jorden kom planterne da:o) 
 Frugttræerne har jeg selvfølgelig også fået i jorden, lige nu går jeg så og makker med at få lavet nogle fine bede rundt om træerne. Jeg har haft Emma med ude og købe frø til urtehaven og i den forbindelse fandt vi også nogle fine blomsterfrø (eller rettelse Emma gjorde....) det er så meningen at de blomster skal stå rundt om de nye små træer.... Men altså nu skal jeg lige være færdig med bedene først. Urtehaven trænger også til en ordentlig omgang med havefræseren, men fræseren er i stykker og jeg går og tripper og venter tålmodigt på at Allan får den repareret... eller... måske ikke SÅ tålmodigt igen...Denne her årstid er bare dejlig – jeg elsker når lyset kommer tilbage og forårsblomsterne vælter op af jorden. 
  Hestene er desværre blevet forsømt lidt mens jeg har været syg – det vil sige de har selvfølgelig fået dækket deres vitale behov, men decideret træning har der ikke været meget af. Således arbejder jeg altså stadig med Cherie fra jorden. Hun er faktisk vokset en del hen over vinteren og er nu begyndt at blive bred – hun bliver super smuk når jeg engang får arbejdet nogle muskler på hende. Guffe har jo det problem hvert forår at han ikke kan fælde sin store vinterpels, det plager ham frygteligt og det klør sådan på ham at han gnupper sig til blods... Nu er det sådan med Guffe at han jo har nogle frygtelige oplevelser med i bagagen så der er ting man ikke kan gøre ved ham uden han panikker fuldstændig . Og en af de ting er maskinklipning.... Det har jeg så taget konsekvensen af og klippet ham i hånden allover med en saks. Jeg fik en masse forfærdelige vabler af saksen – men det ser faktisk ud til at det har hjulpet Guffe en del – så det gør jeg gerne igen næste år!!!! Men altså, det ser ikke kønt ud... 
   
 I kaninstalden har jeg ro derfra min verden går:o) Nej – men det er mit absolutte ynglingssted både til at slappe af og til at blive trøstet på de dårlige dage. Jeg er så glad for hver enkelt kanin derovre og hylder egentlig deres forskelligheder.... Og jeg vil LANGT hellere muge ud i kaninstalden end inde i beboelsen!!! 
 Jeg har brugt meget tid på at spekulerer over hvad det egentlig var jeg ville og hvor jeg er på vej hen i mit opdræt. Jeg ønsker fortsat at lave kaniner som har flair for hop men samtidig vil jeg gerne krydse noget farveavl ind over – ikke udstillingsfarveavl (næste gang jeg udstiller er der to torsdage i en uge...) men nuanceavl er nok det mest slående ord... De farver jeg bedst kan lide på kaniner er oftest farver som er baseret på blå, om det så er blå/gul japaner, blå/hvid japaner, isabella vildt isabella, blå zobel, vildt blå eller slet og ret bare blå så er de i mine øjne særlig klædelige farver på kaniner.... Nu skal det ikke forstås som at alle ikke blå kaniner i min stald sættes ud og jeg køber helt nye blå kaniner – slet ikke! Der er kaniner som jeg har vurderet jeg ville kunne undvære og som ville gøre større glæde et andet sted og så er der kaniner som jeg ønskede at sælge – men som jeg ikke KAN sælge (jeg kunne ikke undvære dem...) og så er der kaniner som har så speciel en personlighed at eventuelle farveanlæg kommer i absolut sidste række! Men i dette øjeblik må jeg sige at jeg er rimelig afklaret for hvordan fremtiden i min stald ser ud. Det kommer nok ikke bag på nogen at der også i fremtiden vil være en masse manker at finde her – det er nu engang Mm' erne der har den største plads i mit hjerte.... 
   
 Jeg har netop haft den dejligste lille blå dame på besøg, nemlig Lisas Lilje som skulle parres med Jante... og bare så det er sagt... Lilje kunne sagtens opnå varig opholdstilladelse i min stald – hun er godt nok sød! Hun har dog ikke været den mest villige dame så nu må vi se hvad der kan blive ud af det.... 
   
 Reagans 6 unger er blevet salgsklare og jeg er i færd med at få taget billeder og lavet salgsannoncer til dem . Jeg beholder selv den lille blå zobel pige. Hun kommer til at hedde Fionas Let It Be og i daglig tale slet og ret Lucy – Det kommer sig af at jeg oprindeligt gerne ville have haft at hun skulle hedder Lucy in The Sky With Diamonds, men det var nu alligevel lige rigeligt langt synes jeg... Så det blev Let It Be og ”Lucy”.  
   
 Ellers har jeg efterhånden været til nogle stævner... det går meget godt når jeg afholder mig selv fra at kører rigtig langt efter det med mindre jeg kan kører med nogen. Resultatmæssigt har det både været rigtig godt og lettere halvdårligt – men i det mindste har det ikke kun været skidt og det er da ret flot når man tænker på hvor lang pause mine kaniner har holdt i forhold til så mange andres... 
 Endvidere har jeg tilmeldt og planer om yderligere 5-6 stævner indenfor nærmeste fremtid – men nu må jeg lige se hvor meget jeg egentlig magter....  
 ]]></description><pubDate>Fri, 29 Apr 2011 23:27:07 +0200</pubDate><category>2011</category></item><item><title>25. februar</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=176</link><description><![CDATA[  Det er vidst tid til en lille forsigtig blog.  
 For at starte med det som jeg kæmper mest med lige nu, så er det kort og godt – mig selv:o( 
 Som tidligere skrevet rendte jeg ind i stress før jul og det kulminerede så jeg er endt i en lavine af depression. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for nogen at jeg er en blød og sårbar pige, alle der læser min blog burde vide det i alt fald, for det er ikke noget jeg ligger skjul på. De fleste synes det er mærkeligt at servere sig selv på et sølvfad på den måde og nogle tænker også det er anmassende – men jeg ved jo at når jeg bliver presset så reagere jeg mærkeligt og voldsomt på selv små ting. Det gør det unægtelig noget nemmere at folk ved Maria ikke har det godt og at det er derfor hun vrisser, eller stortuder eller direkte skælder ud over ingenting. 
 Denne her gang har det været slemt, det ER slemt – også så slemt så jeg efterhånden har indset at jeg er syg – ikke bare presset, men syg.  
 For 14 år siden havde jeg den første depression. Dengang valgte jeg at gå til lægen for at få hjælp og jeg var åben omkring hvad jeg fejlede til min omgivelser – jeg har aldrig syntes at psykiske sygdomme var noget pinligt. Men det lærte jeg det var – min daværende mand og hans familie fik mig i den grad sat på plads så jeg kunne forstå at jeg intet fejlede andet end led af dovenskab. Lægen understregede ligesom deres påstand ved at sygemelde mig i 14 dage og så var det det.... Derefter gjorde jeg op med mig selv at min svigerfamilie og omgivelser ikke skulle have lov at nedgøre mig på den måde nogensinde igen. 
 Så i de sidste 14 år har jeg ca en gang hver andet år haft en lille depression, jeg har lært at fange signalerne og lært at skrue ned for alle mine mange projekter så jeg kunne have ro og fokuserer på at komme videre.... Og det er lykkedes godt. Men de senere år har det været slemt, og ekstremt hårdt og jeg har ligget i min seng om morgenen og ikke haft den ringeste ide om hvordan pokker jeg skulle komme igennem dagen. Sådan er det ikke meningen at livet skal være – det kan ikke være rigtigt at man skal give op på forhånd, men jeg hænger bare frygtelig fast i dynget denne gang. Så jeg har taget det store skridt det er for mig at gå til lægen og er atter sygemeldt. Samtidig skal jeg dagligt udfylde papire om hvordan jeg har det. Ud fra det skal videre behandling så sættes i gang. Jeg ved ikke hvad det ender med – og jeg magter heller ikke at tænke over det! 
  Mine lyspunkter er mine børn og Allan og kaninerne... Selvom kaninerne ikke bliver trænet får de masser af tid og nus og løbeture i stalden. Jeg glæder mig til bedre tider – det gør jeg! 
 Jeg var startet i praktik på det lokale plejecenter – og var faktisk glad for det. Jeg har dog nogle meget store blokeringer mod intim hygiejne – jeg kan slet ikke håndterer det, i alt fald ikke så det er værdigt for borgeren. Forestil jer som voksen at skulle ligge med en ble og man har skidt i den, derefter kommer der en hjælper og står og siger bræklyde mens de vasker... narh ikke særligt værdigt vel? I det hele taget er jeg ikke tryg ved andre menneskers ”nøgenhed” - sådan er jeg desværre indrettet. Om jeg nemmere havde kunnet håndtere alt det nye hvis jeg ikke havde været syg? Jeg aner det ikke... Og lige nu kommer jeg ikke til at finde ud af det, og gider ikke bruge energi på at tænke over det! 
  Jeg har ikke været til nogen stævner meget længe – men jeg har heller ikke energi til det, gider simpelthen ikke bruge krudt på at være social, når jeg på ingen måde har lyst til at være det. Ikke forstået som at jeg ikke gider at snakke eller skrive på feks msn – lige nu er det bare en 
 kraftanstrengelse bare at komme nogenlunde igennem dagen. Og jeg magter ikke at skulle rejse en hel masse og så samtidig være omhyggelig med at være sød og flink over for folk.... Altså … jeg er jo ikke engang flink over for mig selv. Nok om det:o) 
 Jeg har jo fået kaninunger – og Reagan er simpelthen den perfekte kaninmor! Hun er SÅ dygtig! Seks små vidundere er det blevet til og efter lidt vaklen frem og tilbage er jeg nået frem til deres farvefordeling. Ingen blå/hvide så heldige var vi ikke – men der er en skøn lille blå zobel kappe som jeg har kastet min kærlighed på.. så det bliver nu nok en keeper og det bliver nok en lille Let It Be;o) 
 Maya gik tom og ja skidt med det... hun har jo haft en fødsel nu så man kan vel egentlig godt sige at hun fysisk er kommet i gang og der sker nok ikke meget ved at vente med at tage et eventuelt kuld mere. Jeg ved ikke lige hvem hannen skulle være... nu ser vi hvad der sker. 
  Ellers har min mor det lækreste sjove kuld liggende lige nu – der er altså også et par som jeg er vældig vældig lune på:o) 
  Der sker jo ikke pokkers meget derovre i stalden, Robby og Herly er her stadig. De er ikke blevet dårligere endnu – heldigvis for det! 
  Vechkin var ellers solgt eller i alt fald reserveret, det gik dog fløjten så han sidder her altså endnu. Kirsten og jeg har så talt om at han nok skal prøve en tur op i sommerly på lidt arbejdsferie, og så han kan prøve at hoppe lidt fremmede steder... Det er det han mangler – og som jeg ikke rigtig kan give ham, som tingene ser ud lige nu! 
  Jeg har lige haft fødselsdag og fik af Allan, børnene og min svigerfamilie det spejlreflekskamera jeg så længe har ønsket mig. Det var stort og helt uventet! Så nu er jeg gået i gang med at læse om hvad man rent faktisk kan med sådan et kamera. Jeg glæder mig til at komme ud og få det testet rigtig;o) 
 Jeg har i den forbindelse også givet mig selv en gave. Jeg har været tosset med racen Lille havana længe og har drømt lidt om at teste sådan en af til hop – og sådan en har jeg så bestilt! Den burde være lagt i bageovnen nu så om 3 måneder ca – kan det være at der sidder sådan en dreng i min stald. 
  Det var umiddelbart lige hvad jeg havde at fortælle af nyheder – ikke meget – men lidt har også ret! 
 ]]></description><pubDate>Fri, 25 Feb 2011 11:07:48 +0100</pubDate><category>2011</category></item><item><title>20. januar</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=175</link><description><![CDATA[ Godt nytår alle sammen – jeg håber I er kommet godt ind i det nye år og at I har det godt:o)
  Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte... 
 Men hvis vi skal starte med kaninfronten så har jeg været til et enkelt stævne siden sidst – og det kunne nok ikke gå ret meget bedre end det gjorde... 
 Jeg havde 5 kaniner med og kom hjem med 6 oprykningspinde – så jeg var usædvanlig tilfreds med børnehaven. Jante var faktisk den eneste kanin der ikke fik pind med hjem... desværre... det var sådan en træls fejl han lavede, han væltede det allersidste spring i andet gennemløb som eneste fejl. Men altså – en fejl på let bane gør jo ikke at det er en dårlig hopkanin og Jante blev da også helt forskrækket over at rive ned – det plejer han jo ikke;o) men jeg er nu forstrøstningsfuld når det kommer til ham. Lige nu får han bare lov til at sætte muskler og hente erfaring... det andet skal nok komme – det lover jeg:o)  Tristan var med til sit første stævne – ikke mere end lige 4 måneder og et par dage var han så jeg havde nu ikke nogen forventninger til ham. Og med rette, for han lagde ud med at fryse fuldstændig og sad på opvarmningsbanen og bare sad de første 5 minutter... til stor frustration for mig og ikke mindst for dem som højlydt sukkede bag os i køen. Nå men sådan noget får ikke mig til at flytte mig – jeg bliver bare irriteret og stædig... og når der er 4 baner at varme op på og jeg står for at skulle til at være klar til banen... så er der ingen skade sket fordi jeg lige spærre en bane et øjeblik... Hvordan det lykkedes for mig at få den kære Tristan til at tø op, har jeg ikke den ringeste anelse om – men lige pludselig begyndte han at gå og tilmed også at hoppe... Og inde på banen hoppede han så 0+0 fejl... Nu vel i første gennemløb ramte han mange pinde, men i andet gennemløb hoppede han fint og sikkert over. Også Vinnie var med til sit første stævne, hans søskende har jo fået en aldeles fin start – så jeg synes faktisk der var en anelse præstationsangst over det for mit vedkommende. Og Vinnie, jamen han var jo hollænder for alle pengene... tsk tsk... I første gennemløb var der nok ikke et eneste spring han ikke fik sat duftmærker på – utroligt nok faldt der ikke nogen pinde ned – men smukt var det nu ikke. I andet gennemløb hoppede han nogenlunde pænt og koncentreret... Altså mig og Vinnie... vi er nu nok ikke det bedste match på en hopbane – men nu må jeg se om ikke det går med noget god træning. 
 Firenze er ved at få styr på tingene, umiddelbart i alt fald. Han virker ikke til at være specielt berørt af fremmede steder. Og skal jeg være helt ærlig... så synes jeg squ det er rart for en gang skyld at have en kanin som ikke er sådan en forbandet kylling – jeg er så træt at de 3-4 kaniner jeg har som simpelthen kravler igennem spring og opfører sig som om de aldrig har set et spring før. Særligt når jeg jo ved hvad de kan... det pisser mig af at de for fanden ikke vil vise det... Nå men tilbage til Firenze... Det kan da godt være han ikke bliver den mest iøjnefaldende elitekanin og han har ikke skyggen af mistænkeligt temperament – han er helt igennem reel og rar og nem at have med at gøre. Jahh han er nok nærmest en lidt diskret kanin. Og ved I hvad? Det er dejligt afslappende også at have den type kanin siddende i sin stald – dem kunne jeg godt tænke mig at få mange flere af. Tito er jo også sådan og Jante for den sags skyld. Firenze gik sørme i omhop om 3. pladsen og vandt den. Skal jeg være helt ærlig så synes jeg nu nok at det var under lidt unfair betingelser – for da den anden kanin skulle hoppe larmede publikum helt vildt med stole og poser – og den stakkels kanin blev tydeligt skræmt af det.... 
 Stella var den sidste af mine jeg skulle igennem med... og hun er den der lille vimse lette type... Hun er præcis så spændende en hopkanin som jeg håbede hun ville blive med hendes forældre og jeg tror bestemt på hendes fremtid – hun er sej! Hun var ikke speciel hurtig på den lige bane, men heldigvis kom hun sikkert igennem den... Pind nr. 2 på let lige var hjemme.. Yes:o) Jeg havde satset lidt og tilmeldt hende middelsvær kroget åben. Banen var fin, men jeg fik alvorligt kolde fødder da jeg gik den før start. Jeg synes godt nok det var nogle væmmeligt høje spring! Men Stella hun ligesom bare vokser med opgaven og går simpelthen så sikkert på springene og så er hun en bevægelig dame der vil fremad – samtidig har hun en fotografisk hukommelse som gør hende fantastisk at hoppe kroget bane med... Hvis jeg skal nævne en lille ting som måske er knapt så positivt så er det nok det faktum at hun har arvet sin fars antenner... og den eneste fejl på den krogede bane fik hun også pga noget ikke lige helt var i hjørnet som hun mente det skulle være. Men hallo, hun er en meget ung kanin med nu allerede 2 pinde på både lige og kroget på de få starter hun har haft. Jeg kunne have valgt at tage det som en klasse prøve, men jeg tror at i hendes tilfælde betyder det ikke noget... hun skal nok få sine pinde – hun er ikke en type kanin der hopper død på en højde. Så alt i alt en aldeles vellykket dag i Skjern. 
  Ellers ånder der fred og ro i stalden, jeg nyder de timer jeg bruger derovre og glæder mig til at få lys sat op så jeg får endnu bedre muligheder...  Jeg skal være 100% ærlig og sige at jeg har gået og stadig går med salgstanker for nogle af drengene derovre. Der er et par hvor jeg i alt fald overvejer meget alvorligt om ikke de ville være bedre tjent hos en anden som måske havde lidt mere udfarende hopvirksomhed. Sådan en kanin som Vechkin – de fleste tror hans søster Totter er stjernen fra det kuld, men i virkeligheden har Vechkin et langt større potentiale... problemet med ham er at han er en kujon – og jeg kommer ikke nok ud til fællestræninger med videre til at få trænet lidt miljø med ham.... Af den simple årsag at det har jeg bare ikke mulighed for eller tid til. Og som det bliver mere og mere moderne med begrænsninger til stævnerne ja så bliver det jo kaniner som Vechkin, Rocker, Maya og Naughty som har lidt problemer med fremmede steder.... og med at huske hvorfor det lige er at de bor i Fionas... Der får lov at blive hjemme.... De er ikke dårlige hopkaniner – TVÆRTIMOD.... Men... de har altså issues der skal arbejdes med og som ikke løser sig ved træning i egen have... Og så kan jeg jo lige komme med en indskydelse.. der er så mange der har så travlt med at kommentere og nærmest se ned når man sælger en af sine hopkaniner. Jeg har i gennem tiden solgt nogen stykker og jeg har på ingen måde dårlig samvittighed når jeg sælger en hopkanin eller bare en kanin som jeg ikke trives med at arbejde med. Jeg synes jo det største problem ligger i – hvis man sælger en kanin for noget den ikke er... Skriver den har kæmpe hoppotentiale hvis den ikke har det, skriver den er nemt håndterbar hvis den ikke er det... Hvis man er ærlig så er det ok at finde et nyt godt og formentlig blivende hjem. Har man været ærlig ved køber jo hvad de går ind til. I 2010 solgte jeg en voksen kanin til et andet hjem. Jeg var glad for ham men nogen stor hopstjerne var han ikke og så synes jeg jo ligeså godt han kunne gøre glæde i et andet hjem. Boomer har fået det bedste hjem han og jeg kunne ønske og han gør dobbelt så meget glæde der dagligt end han gjorde hos mig – er det så ikke ok? 
 Hvis en kanin nu ikke egner sig til hop og heller ikke er særlig social som kælekanin og måske heller ikke kan udstilles... Er man så nødtvunget som hopper til at have den siddende? Det synes jeg jo ikke... Skal den så sidde der og spærre et bur de næste måske 9 år? Nej det skal den ikke i min verden, der synes jeg egentlig at det ville være ok at den endte som middagsret... Ja undskyld mig – men har man ikke noget forhold til den og den er mere eller mindre håbløs i alle andre henseender... så er det i mine øjne den bedste løsning for alle parter!  Nu er det ikke sådan at man skal være bekymret for at sælge mig en kanin af den grund – det er endnu ikke sket her og jeg ville aldrig tage den beslutning hvis jeg havde klare aftaler med kaninens avler om noget andet. 
  Robby tror jeg må snart herfra, hans gigt er ikke blevet tydligere at se til – men han har ændret personlighed, meget kraftigt endda. Og det tyder jo på at han er skidt... Robby er ikke en aggressiv kanin af natur, han har ikke været det da han kom her og der har heller ikke været optræk til det... Men da frosten kom for alvor... da skete der også noget med ham. Så færden i hans bur uden at holde ham med den ene hånd er på eget ansvar. Emma er i alt fald blevet forbudt at nusse med ham..Hvorfor sidder han så stadig i stalden.... ja... det er svært at være sikker på om man træffer den rette beslutning for ham synes jeg! En anden kanin som jeg må indstille mig på nok snart skal herfra er Herly. Og ham har jeg nu alligevel et anderledes nært forhold til. Han har været her siden han blev født... han er den sidste efterkommer jeg har til Kahlua og han har det mest fantastiske sind man kunne ønske sig... Hvis det ikke havde været for hans pokkers stædighed havde det hele nu nok også set helt anderledes ud, i alt fald hopmæssigt! Herly har fået kræft i testiklerne, og jeg har besluttet at han ikke skal opereres men skal have lov at nyde den sidste tid – og når han viser tegn på at hans livskvalitet er dalende skal han herfra på en ordentlig måde. Herly er Emmas kanin, så der bliver også en alvorlig snak der skal tages med hende. Siden en pige i børnehaven mistede sin mor har Emma gået meget op i liv og død og af og til kommer hun frem med de tanker hun gør sig. Jeg synes det er skræmmende når et 5-årigt barn gør sig tanker om døden. 
  Safira gik som sagt tom... det gjorde nu ikke så meget alligevel – det har jo været frygtelig koldt. Lisa var også så sød og skrev og spurgte om jeg ville låne Lavender igen... og det ville jeg egentlig umiddelbart gerne, men da hun så ved samme lejlighed spurgte på at låne Jante til Lilje, ja så ville jeg egentlig hellere have en unge fra det kuld... så hvis alt går vel får jeg i løbet af 2011 en Flora kanin:o) 
 Julegaven oppe fra Liza lader lidt vente på sig... Pusse snyder og snyder den bandit – men vejret har jo heller ikke rigtigt egnet sig til kaninavl;o) Jeg har ikke mistet håbet.... endnu;o) 
  Ja det har ikke været skrevet nogen steder... Men nu kan I så få historien her. I et svagt øjeblik blev Både Reagan og Maya parret.... med henholdsvis Firenze og Robby. Reagan var ikke rigtig i brunst så jeg regnede egentlig ikke med at der kom nogen unger... og det gjorde der altså så heller ikke. Til gengæld var hun på (efter planen) foledagen for første gang i laaang tid i en ordentlig brunst så hun kom da bare lige på visit hos Firenze igen – og det passede ham særdeles fint. Han er så dejlig rolig og medgørlig – også når der er damer i farvandet. Maya derimod var med unger.... Jeg mærkede dem i hendes mave og var ikke i tvivl om at de var der – men var for så vidt heller ikke i tvivl om at de ikke var ret store. Normalt topper jeg når ungerne er små – det betyder færre fødselsproblemer og Maya er selv ud af et kuld små unger. Maya folede også uden besvær og havde lavet en rigtig fin rede. Den dag hun folede stak jeg kun hurtigt en finger ned og mærkede at der var varme og ikke umiddelbart nogen døde. Dagen efter var hun så rasende allerede da jeg puttede foder i hendes skål at jeg ikke ville genere hende yderligere ved at pille i hendes bur. Ungerne var da i live, jeg kunne høre dem pusle. Dagen efter var der alt for stille i buret... og ganske rigtig lå der 5 døde unger i den fine rede. De lå sammen, der var masser af uld... Men Maya havde glemt at give dem mad... uhyggeligt magre var de alle.... Hvis der er noget der kan pisse mig af... Så er det når en hunkanin vælger sine unger fra – det er ikke acceptabelt i min verden... slet ikke når fødsel og alt er forløbet planmæssigt. Så i ren arrigskab røg hun direkte ind til Robby igen.... Næste gang har Reagan formentlig også unger når Maya får... og så kan jeg da altid flytte nogen op til hende... 
  Så status er to kuld på vej i Fionas, 2 kaniner som nok snart må fare til himmels og 1-2 som nok burde finde et nyt godt hjem. Derudover sidder der stadig en Robby-Reagan dreng som også skal i nyt hjem. 
 Sokrates bliver helpensionist, Sasha bliver formentlig også helpensionist – det kommer lige an på hvorledes hendes mave arter sig i sommeren. Safira får formentlig også lov at gå på pension, det kan da godt være hun får lov at få et enkelt kuldt unger i forsommeren – hun nyder jo at have unger, men ellers skal hun bare have lov at nyde sit otium. Falken og Tit er jo i forvejen pensionister, eller det vil sige Tit er jo den eneste der har alderen.... Men Falken hopper let bane og skal trænes så utroligt meget for at hoppe højere at det ikke bliver aktuelt... Og jeg kan ikke rigtig få mig selv til at sælge ham.... Så pension må være svaret der... 
 Om Tristan og Vinnie skal blive her i al fremtid ved jeg ikke... Hvis Tristan udvikler kujon tendenser bliver det ikke aktuelt i alt fald – men han skal lige have chancen for at bevise det modsatte... Vinnie er så meget hollænder at jeg lige skal vende mig til at arbejde med noget andet end det vandte... Nu må jeg se hvad det kan blive til med ham – foreløbig tror jeg stadig på det! 
  Så som det ser ud nu kommer der nogen stykker nye kaniner til stalden i år. Hvis der kommer noget der minder om blå/hvid japaner fra Reagan og Firenze bliver den her til videre fælles avl for min mor og jeg, det er lidt samme historie med Tess og Strawberry kuldet – hvor der også er samme sandsynlighed for et spændende udfald. Jeg afventer en dværgvædder/hare fra Liza, og en blå Flora kanin og så tror jeg jeg har besluttet at beholde en af hvert køn efter Jante og Stella.... Jeg har enormt stor tro på de to og de er helt igennem skønne at arbejde med så.... Det kan kun blive godt! 
 (Der er kommet tema på det kuld i øvrigt;o) Men så er det også DET! 
   
 Hvordan det ellers ser ud her på Jenle... ja... på en eller anden vis lykkes det mig at rende ind i en ordentlig omgang stress før jul, hvad der lige gik galt og hvornår det helt præcis skete – det aner jeg faktisk ikke. Men det har været og ER stadig rigtig hårdt! Jeg forsvinder fuldstændig ind i mig selv når jeg bliver ramt og kan sidde og stirre ud i luften meget længe uden overhovedet at bemærke at tiden går... Jeg får ingenting lavet i løbet af dagen... og når dagen er ved at være slut bryder jeg fuldstændig sammen netop fordi jeg ikke fik brugt den til noget fornuftigt. Jeg magter ikke at tage nogen steder... Jeg magter næsten ikke at stå op... og når jeg skal sove om aftenen så kan jeg ikke, hvis endelig jeg sover vågner jeg 100 gange i løbet af natten for at høre om nu Allan og Alexsander trækker vejret og går ind og tjekker om nu Emma er ok... Så jeg er jo uendeligt træt og frustreret efterhånden. At jeg så har fået den mest modbydelige sagsbehandler hos jobcenteret er jo så ganske typisk for mig – det er altid sådan nogen jeg render ind i og det er også den type mennesker der gør at jeg har det svært med fremmede og med at skulle tale med fremmede... Jeg gik grædende fra mødet med hende og har stadig nu 14 dage efter den der knugende ubehagelig fornemmelse i maven. 
 Det gode er at jeg skal 4 uger i praktik på det lokale plejecenter, det glæder jeg mig meget til, så må vi se om der er en fremtid i det. Men... det er jo nok et lidt træls tidspunkt at skulle ud i noget nyt når man har det som jeg har det lige nu. Egentlig burde jeg jo nok have noget professionel hjælp – men for at sige det som det er... Jeg har ganske enkelt ikke økonomi til at gå til psykoterapeut. Så det er sagens kerne... hvis man forsøger at få fat i mig og jeg ikke rigtig reagere, eller jeg reagere meget kortfattet – så er det derfor og ikke fordi jeg er sur eller noget som helst andet – jeg har det bare ikke så godt for tiden! 
  Men ellers så kom vi godt over julen – jeg elsker at holde jul når hele familien er samlet, jeg ville ønske vi var det hvert år! Julemaden var fantastisk og det var julegaverne selvfølgelig også. Hvis jeg lige skal nævne den mest overraskende og også nok den jeg blev mest glad for så var det en stor pakke med et lille stedsegrønt træ omviklet med røde bånd og et gavekort til den nærmest planteskole.... Så i år bliver vores lille frugthave en realitet! Den gave jeg selv havde købt som jeg var mest bekymret for var faktisk en af mine gaver til Allan. Jeg havde købt et fuglefoderbræt... Men da han juleaftens dag stod og kiggede ud på al sneen og sukkende konstaterede at det var ærgeligt at vi ikke havde noget bræt så vi kunne fodre de små fugle ude i haven … ja... da vidste jeg jo at den nok var hjemme med den gave alligevel. 
  Jeg ved ikke hvordan I har det med sne... jeg synes det er fantastisk smukt – men nu har det været her... så nu kan vi godt sige at det var den vinter. Alting bliver så besværligt... Feks kan jeg ikke komme på mødningen når der ligger en halv til hel meter sne... Så hesteboksene var isoleret op af væggene med hestemøg så de kunne have friskt og tørt i bunden... Kaninerne endte også med at gå noget højt i burene. Folden bliver også noget sørgelig af al det sne og her har det været helt tosset med et par pæle der var blevet presset op af jorden på grund af vand og frost.... Men det værste var at jeg i 3 dage var løbet fuldstændig tør for halm og kunne ikke strø – men tilstanden på vejene var også så vi ikke lige kørte ud og hentede ny forsyning. De 3 dage var virkelig slemme og jeg var dybt ulykkelig og følte mig som dyreplager!  Sådan noget som fyringsolie henter vi selv... men på grund af al snefygningen kunne vi ikke komme op i gården med den dertil indrettede trailer... så Allan har hentet olie i 20 l. dunke for at vi kunne holde gang i fyret og varme i huset:o( Jo sne er smukt – men besværligt! 
   
 Hvis jeg skal runde 2010 – så har det været et godt år for mig... Jeg har haft barsel og nydt hver en time med min lille dreng... Men jeg synes da også vi har fået udrettet bare en smule her... ikke nok kan ske at nogen tænker men... så kan de da bare komme og hjæpe os så vi når noget mere;o) Men vi fik den store fold lavet færdig til megen fornøjelse for hestene... Anlagt en del mere græsplæne, samt et blåbærbed og et Rhododendronbed og lidt mere køkkenhave. Der er noget særligt over at kunne hente sine grønsager i haven og særligt løg spiser vi mange af her... 
 I sommerferien skulle vores hus kalkes.. suk... Med det resultat at vi fandt ud af at inde bag skallen af puds var der ikke meget murværk tilbage.. Tak skæbne – hvad gør man så... Ja – man vinker farvel til sit nye køkken og og badeværelse og får fat i en murer. Foreløbigt er 4 gamle vinduer på førstesalen taget ud og hullet muret til og der er sat en havedør i. Desuden er 3 af husets 4 vægge blevet vandskuret – og det har været dyrt... Men det ser altså virkelig godt ud! Den sidste side af huset er den dårligste... og har ikke fået sin endelige dom endnu – faktisk kommer det en del an på murerens tilbud. Men i værste fald taler vi om at 2/3 dele af den ene langside skal lægges om sten for sten...:o( Den væltede længe ligger stadig og roder som den hele tiden har gjort... om end nu er den ikke længere sammenhængende med resten i porten. Få dage før sneen kom fik Allan og hans kammerater skilt de to ad og lavet gavl over kaninstalden. Jeg selv skulle lige vende mig til at der ikke var nogen vælvet port længere, men drengene har lavet et rigtig pænt stykke arbejde og nu synes jeg jo nærmest ikke at det kunne være anderledes... 
  I kaninstalden har det avlsmæssigt været et ganske forrygende år – det ene lækre kuld efter det andet har jeg haft og jeg nyder sådan at have unger i stalden. Jeg lægger ikke skjul på at der også er en form for økonomi i det for mig. Enhver kan regne ud at vi står med store økonomiske udfordringer lige nu – meget store! Så alt hvad vi kan tjene der kan bidrage til dyrefoder, stævner og ikke mindst til den slags personlige fornøjelser som alle andre har råd til modtages med kyshånd. Feks har jeg i flere år brændende ønsket mig et bedre kamera og jeg prøver ihærdigt på at få sparet op til det! 
 Hopresultaterne i 2010 har været ok – jeg kan vidst ikke tillade mig at klage... Men jeg mangler lige den kanin der siger spar to... Det er jo ikke til at sige om den rent faktisk allerede sidder i min stald, jeg har jo mange unge og bestemt også talentfulde kaniner. Når jeg deltager i en konkurrence er det selvfølgelig fordi der er et mål med det – ellers kunne jeg jo ligeså godt nøjes med at hoppe herhjemme i haven. Det er dejligt at vinde – men oftest så er målet det at få en pind med hjem, og dem har jeg fået min del af i 2010. 
  2011 byder på en del udfordringer for Allan og jeg.... Den største omhandler økonomi... Det er der ikke så meget at gøre ved... Men det er på baggrund af økonomi vi skal forsøge at træffe en del halvstore beslutninger her. Omkring huset har I jo hørt allerede... Der ryger i øvrigt nogle ekstra udgifter på idet vi skal have lagt stabilgrus på og planeret ud på bagsiden af huset... Tosserne som tidligere har haft det har gravet ud... så det jord der skulle støtte husets mure på bagsiden af huset ikke er der... Formentlig ryger der en gang dræn oven i hatten der også. Vores bil er ganske ganske sørgelig... og lige nu har vi ikke råd til at få den lavet... den skal synes i 2011... og det er ikke godt! Problemet er at vi heller ikke har penge til at købe en ny... Desuden skal der støbes gulv i nogle rum her bla lillebrors kommende værelse...  
 Vores varmekilde her på gården er vi også nødt til at finde en løsning på – vi har oliefyr, og ud over at olien er hamrende dyr... så er der flere ting der gør sig gældende bla kommunale energi og miljøkrav. Vi ønsker os et stokerfyr – og håber vi kan få banken til at hjælpe os! 
 På det personlige plan bliver det året hvor Emma skal starte i skole, DET er altså lidt en milepæl! Vi skal til indskrivning på Skallebølle skole i næste uge. Emma øver sig ihærdigt i bogstaver og tal og kan både stave og skrive sit eget og Allans og mit navn samt hendes veninders... Og så kan hun skrive lillebror... hans navn er for svært for hende endnu. Men hun glæder sig rigtig meget til at komme i skole – og hendes bekymrede mor håber sådan at hendes datter får en bedre skolegang end hun selv havde. 
  Endnu et projekt jeg skal videre med er tilridningen af Cherie, søde Marlene og hendes veninde startede i efteråret – men det gik lidt for stærkt for Cherie som i stedet for at reagere ved at smide af... ja... så lagde hun sig bare ned... Jeg har fået tjekket at der ikke er noget med hendes ryg... og har i øvrigt valgt at tro at hun lægger sig fordi hun ikke forstår hvad hun skal frem for at hun er ”uartig”. Så nu arbejder vi lidt med at blive ”kørt” fra jorden... og det er ikke perfekt, men det er bedre og klart en start... jeg har ikke så travlt – jeg tror på at hastværk er lastværk. Men er super super taknemmelig for det arbejde Marlene har gjort for mig og håber at hun atter har mod på at sætte sig op når Cherie er ved at være klar til det igen. 
 Planerne i min kaninstald idet kommende år har jeg jo allerede delt med jer, om ikke andet som de ser ud i dette øjeblik. 
  Altså... 2011 bringer en masse ukendte faktorer... bla skulle jeg jo gerne få en løsning på hvordan de næste mange år i mit arbejdsliv kommer til at se ud... Men i dette øjeblik piner de der ukendte faktorer mig mere end de inspirerer mig. 
  I hopverdenen... ja... Hvor er jeg dog ked af at jeg har de her ufald så jeg ikke kan yde til noget foreningsarbejde. Men melder man sig som aktiv i en forening så forventes det også at man står til rådighed når foreningen har brug for det og ikke når man som person selv lige magter det. Derfor er det ikke et alternativ for mig – ingen forening ville kunne få fuldt udbytte. Men jeg hjælper lidt med Hopudvalgets hjemmeside og forsøger også at bidrage til hopkaninregistret, og når jeg er ude til stævner vil jeg selvfølgelig også gerne hjælpe hvor jeg kan.  
 Jeg har forsigtigt luftet min holdning rundt omkring og nu kan I da få den sort på hvidt. Jeg mener at kaninhop i Danmarks Kaninavlerforening er en parodi på hvad det kunne være.... Hovedbestyrrelsen opfører sig som om at udvalgsmedlemmer er marionetdukker og udfører noget som i den virkelig verden ville blive betegnet som diktatur over for de fremsynesde mennesker. Jeg skammer mig på deres vegne når nye gode evolutionerende foreslag pure bliver fejet af bordet... Og jeg har fået nok af ævl og kævl... og kampe om lov og ret... Og ikke mindst er jeg træt af at foreningen skalter og valter mine penge væk på et blad som er alt for fint og dyrt til sådan en fattig forening!!!! Havde min situation set anderledes ud skal ingen være i tvivl om mit ståsted – farvel Danmarks Kaninavlerforening … Goddag Dansk Kaninhop Klub!!!! Jeg tror ikke på tesen: sammen kan vi mere... (Nej Jørgen Larsen – gu kan vi ej...) Det har vi prøvet på i 15 – 16 år nu og stadig er det bare EN STOR kamp, desuden jeg synes jo at Kaninhopperne i Sverige og Norge er soleklare eksempler på det. Og jeg synes ikke mindst at vi skal tage ved lære af deres erfarringer og turde tage springet! Nogen siger... Jarrrmen vi skal bare have nogle kaninhoppere i bestyrrelsen... og den vej ind i Hovedbestyrrelsen (den skindbarlige sandhed er at der sidder mindst TO i den HB som HADER kaninhop af godt hjerte) – men har I tænkt på hvad det betyder? Flertallet af hoppere interesserer sig kun for hop og hopkaniner... Men skal man side i bestyrrelse så forpligtiger man sig også til at lave en masse arrangementer for udstillere... og i HB er man tvunget til at tage stilling til ting som på ingen måde interesserer en... præcis som det er i dag for de udstillingsinteresserede som sidder der.... Så jo... der ER forskel på udstillere og hoppere – der er en verden til forskel! 
 Jeg mener tiden er kommet til at vore veje skal skilles! Og hvis nogen tager springet er jeg den første til at bakke op og yde med det jeg nu kan og magter. 
 Hermed har jeg kapituleret... DK er doomed i mit hoved.... 
  Er der en anden ting som jeg ryster på hovedet af i kaninverdenen i øjblikket så er det diverse forummer. Jeg medgiver at det er et godt sted at sammenligne erfaringer og udveklse holdninger. Men i det ene forum er der regler for hvad man må mene (kors i røven hvor må det være kedeligt), i det andet forum laver man regler bare for at lave regler... ligeledes er der helt forståelige retningslinier for hvordan man må opfører sig... de gælder bare ikke helt for den indspiste dem-der-er-noget-ved-musikken flok... Jeg HAAADER det der rygklapperi og virtuelt møs møs på forum...  
 I sidste forum er der bare ingen regler... men der kommer så selvfølgelig heller ikke nogen gæster.. 
 Eijj jeg kommer efterhånden minimum på de forummer – det er spild af tid....  
  Så i fremtiden må man nøjes med at se mine avlsplaner og salgsdyr her på siden, her er det i det mindste mig selv der bestemmer og vurderer hvad jeg må skrive og ikke må skrive og hvad jeg vil kalde mine unger og ikke mindst om jeg vil ændre i mine annoncer!!!!!!!!!!!– nicht weiter! 
  Men kaninhop er heldigvis stadig den dejlige sport i praksis som jeg faldt for for 17 år siden... Kaninerne er der stadig, det skønne arbejde med både at træne og passe dem – og ja – jeg synes faktisk det er skønt... at komme i stalden er en befrielse og er stedet hvor mit hoved kan tænke positivt og jeg kan se ud over alle andre problemer... Mine kaniner giver mig ro – og jeg ville ikke undværer dem for noget i hele verden. Og så er der den kreds af venner der følger med. Jeg har lært mine bedste venner og veninder at kende igennem kaninhop - de repekterer mig for den jeg er med særheder og mærkelige meninger og de udfald jeg altså har. Venner for livet! (og nu bliver jeg helt rørt...) Hvert år kommer der nye venner til og det er skægt som man bare hurtigt mærker om man har kemi med nye mennesker i samme interesse. Altså alle kan ikke være veninder – men jeg synes der efterhånden er en tilbøjelighed til at der bliver gjort plads til alle til stævnerne og dermed også er et minimum af ævl... det er dejligt – jeg tror at uanset hvem vi er så er vi generelt trætte at det bøvl der ellers hersker i kaninverden i øjeblikket. 
  Jeg håber mit 2011 bliver fyldt med glæde og gode oplevelser og det samme håber jeg for dem der læser dette! Jeg glæder mig til at tilbringe timer sammen med familie, dyr og venner og veninder. Jeg vil gøre mit bedste for at være positiv og for at kommer igennem året oven vande! 
 ]]></description><pubDate>Thu, 20 Jan 2011 14:57:44 +0100</pubDate><category>2011</category></item><item><title>10. december</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=174</link><description><![CDATA[  Nu spørger nogen sikkert... hvordan kan det være hun lægger to blogindlæg ind af gangen – det er såmænd simpelt... jeg skriver dem i tekstbehandling og ikke online her på one.com... nu har jeg nemlig prøvet op til flere gange at skrive et langt og interessant (synes jeg selv..) indlæg og så vupti... så forsvinder det hele bare – hamrende irriterende... 
 Så mit sidste indlæg havde jeg fået skrevet... bare ikke lagt op – bedre sent end aldrig:o) 
   
 Siden sidst er der som vanligt sket en masse... hvem kunne da også tro andet;o) Vi kom afsted til Vebbestrup og det er da det mest hyggelige og usædvanlig useriøse stævne jeg længe har været til. Jeg havde 4 lette kaniner med, deraf den ene Waterloo som Rikke skulle hoppe med – og de to virkede bare sammen fra starten – så jeg tror det ender med at Lusen får varig opholdstilladelse i Darum:o) Jeg kan godt mærke hun mangler lidt ovre i stalden – for hun var/er både sød og nem at omgås i buret og har derfor været et hyggeligt input... 
 Udover Lusen havde jeg Firenze, Stella og Jante med – og de gjorde det alle tre rigtig fint! 
 Jante var totalt ubemærket med Lizas lille rum og hoppede sig fint igennem banen... javel der var lidt hareben hist og her (og her har den opmærksomme læser erfaret at Jante IKKE er en hare) men den eneste fejl han fik på sine to gennemløb var Lizas pudsige opsatte mur... den fik et ordentligt spark i første gennemløb. Jante blev nr 4 og fik sin første pind... Firenze kom også fint igennem, han virkede heller ikke specielt trykket af stedet og kom ligesom Jante igennem med i alt 1 fejl – så han endte som den første lige udenfor pinderækken (lidt en øv placering) Stella hoppede SUPER flot i sit første gennemløb... men i andet gennemløb overså hun fuldstændig et dobbletspring – det var tydeligt at hun slet ikke havde fået kigget for hun landede lige oven i anden del af springet – normalt er hun meget grundig til at læse springene så det overraskede mig egentlig – men så hoppede hun bare så meget desto pænere resten af banen. Jeg skulle være dommer i middelsvær kroget åben... og jeg synes ligeså godt jeg kunne få nogen starter for de penge Liza insisterede på jeg skulle have for opgaven – så Jante og Stella fik lov at stille op... med Liza som fører – ingen af dem havde nogensinde set et middelsvær spring og Stella har aldrig haft en anden tosse i enden af snoren end mig... Jajaja – der fik vi så lært at Stella nok er en absolut fantastisk hopkanin men åbenbart har hun behov for at have det hun kender og stoler på i snoren... da jeg selv hoppede med hende kiggede hun overhovdet ikke efter kattene som susede rundt i lokalet... men med Liza var de der katte nærmest livfarlige rovdyr som ville spise hende... bare det at der lå en kat i sofaen kunne hun pludselig gå hel sidelæns af... Lad det være sagt så var den middelsvær generelt noget af det absolut grimmeste jeg længe har set... og hverken Jante eller Stella glimrede... Jeg HAVDE også sagt til Liza at så unge kaniner ikke skulle presses... derfor valgte hun også i tråd med hvad vi aftalte at løfte dem over nogen af de slemme spring... De to besidder så store evner og så meget talent – de skal ikke hoppes døde på let – MEN – lysten skal heller ikke tages fra dem fordi det bliver for vanskeligt for hurtigt... Både hovedet og fysikken skal kunne følge med... (Noget jeg mener nogen andre hoppere engang i mellem glemmer....) Om aftenen havde vi tøsehygge.. og det var som altid en super god aften med mad, mad og atter mad;o) Takket være søde Rikke fik jeg stiftet bekendtskab med Tempt 9... og dem kunne jeg nok godt blive lidt forfalden til;o) 
   
 Så blev det tid til Vejle... og jeg så vejrudsigt... hørte myxo rygter og var meget i tvivl om hvad jeg skulle. Jeg er en kylling af en billist jeg bliver så anspændt at jeg bliver decideret dårlig af at køre i sne og glat føre... så jeg endte med at melde endelig fra allerede torsdag... det var nu godt det samme for vejret udviklede sig i en grad så jeg i alt fald ikke skulle ud og køre i det... det var selvfølgelig ærgeligt men... hallo – der kommer flere stævner og jeg vil ikke have ondt i maven over at skulle af sted i alt fald. Det blev nu alligevel en temlig begivenhedsrig weekend – Lillebror lagde sig med feber og var noget mat i det... Emma kom hjem lørdag og klagede over ondt i øret, hun fik en pille og så hørte vi ikke mere til det... men søndag var hendes trommehinde sprunget og hele øret flød i gul tyk betændelse – stakkels lille Emma... Men hun er så sej så ingen klagesang fra hende. Vi har selvfølgelig været ved lægen og øret er nu behandlet og så godt som nyt igen... Søndag var det børnehavens årlige nissetur i Langesø skoven, det er simpelthen så hyggelig en tradition og vi er helt kede af at vi ikke skal med næste år.... I år var det nu en særlig oplevelse for i år foregik det altså i 15 cm sne og med kælke og slæder... i et fantastisk smukt snedækket landskab.. som blev afsluttet med gløgg/saft og æbleskiver samt besøg af julemanden som selvfølgelig havde slikposer med til børnene.. Skøn tur... Lillebror havde imens været hos mine forældre – og havde også hygget til den store medalje:o) 
   
 Jeg har slet ikke fået fortalt at min lille Alexsander er blevet så stor at han er startet i dagpleje... det har været en noget omtumlet start.. men med et par meget overbevisende (fra min side) telefonopkald til kommunen er der kommet styr på det – og vi har fået den absolut bedste plads vi kunne få. Det er bare så vigtigt at man er glad for sin dagpleje/børnehave både børn og forældre... for ellers hænger hverdagene ikke sammen overhovedet... men skal jeg være helt ærlig... jeg synes der er noget forkert i at andre skal passe mine børn.. det kunne jeg nu godt tænke mig selv at gøre... alle de strålende oplevelser man som forældre går glip af.. særlig med Alexsander som i øjeblikket udvikler sig fra dag til dag. Ja.. jeg er vidst ved at blive lidt pyllermor agtig... Men det bliver til nogle kilometers gåtur hver dag til og fra dagplejen – rundt regnet 8 km inklusive hundeluftning... og jeg kan mærke at jeg har godt af al den friske luft:o) 
   
 Vores hus står lidt stille i øjebliket – det er jo fortrinsvis murarbejdet der kløes på med – og det er ikke så festligt at stå med i frost vejr.... Vi må tage store beslutninger som også kræver noget økonomi... og økonomien ja den er stram med to små børn i institution og en mor på dagpenge – men så længe vi kan beholde skindet på næsen så går det. Jeg har derfor også besluttet at vores fælles penge ikke skal røres på grund af min interesse, så kaninerne og mine udgifter til stævner skal kunne dreje rundt i sig selv... Så selv om jeg synes at kaniner uger og avl er hyggeligt og at det altid vil være en fornøjelse for mig... Så ER der altså også noget økonomi i det for mig, beklager over for de der troede jeg var en helgen på det punkt... det er jeg ikke... Men jeg er stadig omhyggelig med hvem jeg sælger til – de skal selvfølgelig i bedst mulige hjem mine unger... at have to heste er jo heller ikke billigt... men Allan synes det er ok med udgifterne til dem og han havde såmænd også synes at det var helt fint hvis han var med til at betale noget til kaninerne... men min stolthed siger at min interesse ikke skal ”tage penge” fra min familie, så længe pengene er så små som de er... 
 Inden al den her sne kom fik drengene sat gavlen op over min kaninstald – det er bare rigtig dejligt og det har faktisk lunet en del inde i stalden at der er blevet lukket lidt af oppe over. Der mangler liiige en anelse finjustering som det også ses på billedet skal tagplderne ind mod gården lige saves til. Det betyder dog også at der nu uden nedsivnings risiko kan sættes lys op derovre... det er det jeg mangler for at min kaninstald bliver HELT perfekt.... lys... Uhh det bliver godt;o)  
   
 En anden ting som også er blevet lavet er vores længe ventede og ønskede dør ud mod haven... og se lige hvilken udsigt vi så har sådan en frostklar formiddag...   
   
 Vores kære duttehund har også været ved dyrlægen i et par omgange nu... Det viser sig at han har alvorlig loppespytallergi, som derfor kræver en skærpet indsats. Så nu får han noget ”hunde”dyrt specielfoder, loppebehandling er programsat nærmest på klokkeslæt, tæpper bliver kogevasket 1 gang i ugen, der hvor han ligger og sover er der behandlet ekstra med gift (det kan vi ikke gøre i hele huset da vi jo også har en lille dreng til at kravle rundt) og så støvsuger jeg hele huset dagligt... det har jeg aldrig gjort før... jeg hader at støvsuge... men hvad er man ikke villig til at gøre for sin vovse. 
   
 Tilbage til kaninerne... ja... jeg må være ærlig at sige at jeg faktisk er noget i tvivl om om Safira er med unger... Så jeg afventer spændt og ser hvad der sker... Jeg håber jo...  Jeg synes de der tændte damer er spændende at arbejde med... men det er altså langt fra alle der kan og har lyst til at håndterer sådan nogen havgasser – og det må man avle lidt efter... man kan ikke tage kuld der KUN må komme ud i storrutinerede MODIGE hænder...det kan ikke hjælpe at der ikke er noget fornuftigt tilbage til de nyere hoppere og de lidt mere nervøst anlagte hoppere... Derfor er jeg så glad for min Safira, hun er god hele vejen igennem, har en lækker farve og er en fantastisk avlshun – jeg må dog se i øjnene at hun er ved at være udslidt som alvshun... hun skal have et sidste kuld og så skal hun bare have det godt den gamle tøs. Heldigt at jeg så har Reagan efter hende, hun er en tro kopi på alle punkter bare i en blå udgave... Reagan kommer også til at lave mange kuld her i stalden det er helt sikkert! 
   
 Jeg har gået i min stald og tænkt og kigget og nusset og overvejet... og besluttet at Maya alligevel ikke skal parres med Surf Point, i alt fald ikke lige nu... Og det er ikke fordi jeg ikke er forelsket i Surf Point snarere tværtimod for han er fin og meget stabil. Men jeg er i tvivl om hvor Maya ender henne på skalaen... bliver hun en sur trunte som ikke er til at arbejde med eller hvor er vi på vej hen... Ja jeg ved det ikke endnu, men jeg gider ikke flere sure trunter så derfor skal jeg ikke have en unge efter hende lige nu – hun kommer formentlig i avl – for hun skal da i gang, men det bliver ikke med en lånt han og det bliver nok ikke før engang i foråret. Jeg vil ikke lave kuld på en lånt han hvis jeg ikke selv skal beholde en unge.... slet og ret! Nu er det ikke fordi Maya er en møgharpe... slet ikke... men hun HAR nogle af sin mors humørsvingninger (som for Totters vedkommende er helt ude af proportioner lige nu) og det gider jeg simpelthen ikke at arbejde med. Men Maya er så absolut en større kælemås end sin mor. Desuden har hendes ene søster unger lige nu og en anden skal have snarligt, så jeg tænker at markedet er mættet med indianerafkom for en tid;o) 
 Skønt jeg da HAR tænkt at hun for at komme godt i gang med avl da lige kunne komme på besøg hos Robby, som er meget plaget af sin gigt lige nu:o( 
 Men avlsplanen bliver formentlig rykket lidt frem nu... Jeg vil lige se om Safira er drægtig for der er ingen grund til at have to kuld af gangen... men snyder hun mig fisen... så kommer Reagan nu nok snart på visit hos den kære Firenze. Han har også det sind som jeg så godt kan lide.. han er lige ud af landevejen og sød og rar... men alligevel ikke uden tændning. 
   
 Fra Reagans første kuld har jeg jo beholdt dejlige Tristan.. og han er et kapitel af krølhop for sig selv. Han har indtil nu været fantastisk nem at arbejde med og så har han et lurendrejer glimt i de kønne øjne – et rigtig livsstykke er han. Fra samme kuld har jeg en enkelt dreng til salg.. han hopper nu også fint og der er masser gang i ham – så jeg tror såmænd også han er en hopkanin med lidt fremtid i... 
   
 Mio min hovedpine er flyttet i et bund bur... og den nye ”lave” placering bekommer ham vel, han er i et vældigt humør for tiden... SKØNT:o) På hopbanen trives vi dog ikke rigtigt... jeg synes snart jeg har prøvet alt og det bliver squ ved med at være noget svingende.... Så nu prøver jeg en ny strategi... måske har han svært ved at skulle overskue en hel bane... der har nemlig været en tendens til at han på mystisk vis kunne hoppe de svære spring... men ikke de andre på banerne... så nu tror jeg han skal præsenteres for højde og evt længde... bare for at se om det kan hjælpe på tingenes tilstand... Jeg ville jo så gerne kunne hoppe med ham også... 
   
 For laaang tid siden, før jeg fik Jante før nogen af de planer jeg har nu overhovedet blev tænkt, luftede Liza en tanke... dengang sagde jeg til hende at hun godt lige måtte sige til hvis hun førte den ud i livet... Og det har hun så gjort nu... Parret Star med Harepus... for de der ikke er så velbevandret i Lizas kaniner så er der tale om en dværgvædder og en belgisk hare. Jeg HAR jo sagt at jeg ikke skal have flere harer... ikke rene i alt fald...Men hvor fantastisk ville det ikke være om man fik en blandingskanin med harens hopkapacitet og dværgvædderens fremdrift – hånden på hophjertet – ville lykken så ikke være gjort? Jeg er så ovenud glad for den Starunge jeg har – hun er helt igennen en stjerne... så en Starpige mere ville jeg gerne have det er helt sikkert... så den bedste julegave jeg kan få er en lille blandingspige oppe fra Liza... Er jeg ikke bare nem at give gaver? :o) :o) :o) 
   
 Ellers vil jeg sige at der er rimeligt fredeligt her på matriklen lige nu... julefreden er så småt ved at sænke sig. Jeg har fået julepyntet og købt og indpakket samtlige julegaver – så tilbage er der kun alt det hyggelige og dejlige... Min kære afdøde farmor var en rigtig julegris og havde i kassevis af julepynt – det har jeg arvet – og hvert år når jeg pakker alle de små nisser frem sender jeg farmor mange varme tanker... Jeg ville ønske hun stadig var her – men når her rigtig er hyggeligt julepyntet er det lidt som om at noget af hende trods alt stadig lever... Men det er klart den tid på året jeg savner hende aller aller mest, min søde farmor... jeg ville ønske at hun havde fået en chance for at møde sine oldebørn... det var hendes store ønske... at blive oldemor... Hun fik sin dødsdom nogenlunde samtidig med jeg blev gravid med Emma... Verden er nogen gange frygtelig uretfærdig. 
   
 Vi er så småt ved at have ryddet det værelse hvori Alexsander i fremtiden skal have sit værelse, men forinden skal det lige fungerer som juletræsstue jule aften... Det er nemlig vores tur til at holde jul for hele familien og det glæder vi os helt vildt til – det er dejligt når alle ens nærmeste er samlet og heldigvis trives vores familier rigtig godt sammen! De har en tendens til at rotte sig sammen og drille os vores forældre;o) I værelset har der været proppet med flyttekasser og alt muligt skrammel de sidste 4 år... det har været den dårlige samvittighed vi lukkede døren ind til... Nu er vi ved at være igennem det. Der er masser af læs til lossepladsen og ikke mindre end 6 flyttekasser til loftet... Min mors teori var ellers at vi bare kunne køre hele skidtet på lossepladsen – når nu vi alligevel ikke havde brugt det i 4 år så var det jo ikke noget vi behøvede som sådan.... (Men vi har nu gennemgået samtlige kasser) og ved samme lejlighed er ungernes (Emmas) legetøj også blevet sorteret. 
   
 Ud over det omtalte værelse så har jeg jo mit tapet i køkkenet projekt... det kunne jeg godt tænke mig at få styr på inden jul, nu må vi se hvor langt jeg når...  
 ]]></description><pubDate>Fri, 10 Dec 2010 12:38:00 +0100</pubDate><category>2010</category></item><item><title>17. november</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=173</link><description><![CDATA[  SÅ er det vidst tid til en lille opdatering... 
 Jeg fik jo holdt en lille pause med mine kaniner, ikke med træning men med stævner. Jeg tror dog nu at det er ved at være forholdsvis sikkert at færdes rundt omkring igen, i alt fald hvis man holder sig væk fra de sædvanlige krise områder... 
   
 Reagans unger har udviklet sig flot og er blevet fantastisk smukke og ikke mindst venlige og kælne. To er flyttet til Randers og jeg beholder jo selv dejlige Tristan – han er en smuk lille udgave af Robby. Han tegner umiddelbart til at blive lidt mere livlig end sin far – men mindre nervøst anlagt end sin mor, så det ser ud til at jeg har ramt plet... umiddelbart. Jeg var også meget lun på den sorte dreng i kuldet, han bor nu hos Iben og skal være hendes fremtidige hopkanin – de fandt allerede hinanden første gang de var her og se ungerne.... og jeg skal ikke lægge skjul på at jeg virkelig ønskede at han enten skulle blive her eller skulle op til Iben. Han har fået det fine navn Fionas From Here To Eternity og bliver vidst nok kaldet elton i dagligdagen – og jeg er ikke i tvivl om at han er født med hele pakken. Lillepigen i kuldet har også evnerne... men de store drenge har altså spist lidt fra hende og hun er tydeligt mindre end dem – ikke mager eller skarp – bare lille... Hun har mere eller mindre været reserveret allerede inden hun blev født og jeg tror såmænd også at hun og Maiken passer rigtig fint sammen... lidt forsigtige ved første øjekast... men fuld af narestreger bag facaden... ork... det er som det skal være... Tilbage er der den sortbrogede og den fuldfarvede otterdreng... Jeg har påbegyndt hoptræning med dem begge og de er fuldt ud selevandt efterhånden... De er meget forskellige i deres tilgang til opgaven... Den brogede er fuld af fart og otteren er mere eftertænksom men lever højt på et godt afsæt.... 
   
 Reagan selv er også kommet fint i gang efter hendes barsel... som sædvanlig gør det noget ved dem at få unger... og hun har fundet lidt ro i hovedet så hun også er til at have med at gøre på en hopbane... Det har betydet at hun egentlig er blevet ret sikker på let højde og hun har nu fået sin første pind på kroget bane. Faktisk var hun en af de få der leverede varen til stævnet i Hårby. Hun er ikke sikker på middelsvær højde endnu synes jeg... men hun hopper ikke dårligere middelsvær ude en hun gør hjemme – så jeg synes egentlig det er et udmærket udgangspunkt. Så ved man hvad man kan tillade sig at forvente... Reagan og jeg har haft svært ved at finde hinanden – men min tålmodighed med hende er blevet langt større efter hun har haft unger. Hun er et fantastisk moderdyr og hendes nyfundne ro klæder hende godt! Jeg må sige jeg glæder mig til at se hvilke unger hun laver med Firenze. 
   
 Vinnie er også ved at være stævneklar... aldersmæssigt om ikke andet... Meeen for pokker han er en skurk... Utrolig charmerende er han – jeg er indtil videre meget positivt stemt over for ham... det er lidt som at have en legesyg hollænder i stalden igen... og han er så rar og sjov at være sammen med. Han er ikke videre god til at læse spring med længde på... men for pokker hvor han kan komme i højden allerede. Det får han nu ikke lov til... det vil sige... jeg springer max 25 cm med ham... jeg kan jo så ikke gøre for at kaninen synes han skal hænge 20 cm over øverste pind i vilde badutspring. 
   
 Nu har jeg allerede kort berørt stævnet i Hårby og jeg kan jo så afsløre at mine middelsvære kaniner... hver og en, samtlige af dem hoppede banerne som om de aldrig havde set et spring før. Og så bliver stævnemennesket i mig altså gal i låget... De har ingen grund haft... de er trænet og de er også trænet så de burde være helt klar og samtidig er den træning altså foregået på tæpper... så jeg synes jo sådan set at jeg havde gjort mit forarbejde ret grundigt... Søndag eftermiddag vil jeg sige at der var ikke en eneste af dem der ikke var til salg i øjeblikket... nu er gassen gået af så nu må jeg jo gennemskue hvad dælen jeg skal gøre anderledes for at få rettet op på den missere igen. En kanin hen over weekenden gjorde det tåleligt ud over Reagan og to kaniner er jeg meget tilfreds med...  
 Firenze er den som gjorde det tåleligt... Han var meget bedre end til sit første stævne, han var ikke specielt nervøs men han var en klovn. På kroget hoppede han 0+2 fejl... og ja – i den rækkefølge... det synes jeg ikke er i orden – det er noget klyt... På lige bane hed den vidst 2+1 eller 1+1 eller sådan noget... han kom fint igennem – ikke prangende og de fejl han lavede var også klyttere som han burde have undgået... så lidt under middelkarakter til ham! 
   
 Stella og Jante var med til deres første stævne... Og de to kan jeg ikke andet end være ovenud tilfreds med. Stella lavede godt nok 3+0 på den krogede... men hendes andet gennemløb var så perfekt som det kunne blive og hun fik da vist at der sidder et hoved på hende som i alt fald kan huske en kroget bane... og det oven i købet første gang kaninen nogensinde ser en kroget bane. Stella var ligeså flyvende om søndagen og fik en fin 7. plads og første pind på lige bane – så kan man ikke forlange mere! Jante havde faktisk 4 måneders fødselsdag... og jeg er hovedkulds forelsket i den kanin... han er ganske enkelt drømmen – han har præcis det som jeg savner i en stor del af mine hopkaniner – ro i hovedet! Og derudover et skønt mildt sind og charme det kan han.... 
 Han hoppede 2+0 på kroget bane... hans to fejl var på spring som ikke var umiddelbart lette at læse så det var ganske reelt af ham! Søndag var han åbenbart blevet så dus med det hele at han baduttede på hovedet ind i det første spring det kostede så den ene fejl som betød at han ikke fik pind... og placering... Han er så overlegen når han får set ordentligt på springene og sat af og så er han dejligt samarbejdsvillig! 
   
 Det er min plan at både Stella, Firenze og Jante skal med til Vebbestrup i den kommende weekend så ser vi hvad de siger til Lizas lille hoprum... jeg har endnu ikke haft en kanin som ville hoppe ordentligt der så det bliver spændende... 
 Lille Loo var også med i Hårby og efterhånden må jeg jo nok indse at vi ikke helt svinger... med en stor indsats fra mig så ja... så kan det være... Men jeg har altså i forvejen adskillige kaniner der kræver en ekstra indsats for at tingene lykkes... så jeg skal være ærlig at sige at... Loo skal videre.. Hun er noget nervøs af sig på fremmede hopbaner og jeg må erkende at det er i en grad hvor jeg bliver frygtelig irriteret på hende... en irritation som går lige i snoren og så bliver det bare meget værre – en ond cirkel... Det ikke fordi jeg ikke kan lide hende, for hun er faktisk rigtig sød i buret og umiddelbart uden grelle fejl der... Jeg er ikke i tvivl om at aggressiv adfærd kan fremskyndes på en så nervøst anlagt kanin og derfor har hun heller ikke væres annonceret til salg selvom det er noget jeg har overvejet i længere tid. Kaninen kan hoppe – for fanden da – hun har sin fars stil og styrke men desværre også sin mors skrøbelige sind... Men nu er det bestemt at Loo skal en tur på prøve hos Rikke i Darum og så ser vi om de kan finde hinanden. Det håber jeg... for det er en hovedpine mindre så... I øvrigt er der efterhånden ikke mange stævner hvor der er mulighed for at have den type kaniner med... enten er de lette klasser med finale og så får hun ikke den gode oplevelse... kun den dårlige... eller også så er det blevet moderne at begrænse så kraftigt at der ikke er plads til at usikre kaniner kan komme med hvis man også vil have dem med som kan, vil og tør... Det er i den grad noget pis for mig fordi det er sådan nogen som mig der bliver ladt i stikken... Jeg har kun mulighed for at komme afsted i weekenden, hverdagsstævnerne og træningerne er ikke et alternativ jeg har mulighed for at benytte mig af... Så jeg må gå til bekendelse og sige at jeg squ føler mig hårdt ramt.. og det er frustrerende at skulle rejse feks i 2 timer hver vej bare for at kunne komme til et stævne og så kun have ganske ganske få starter... det er for dyrt, for tidskrævende og for besværligt... øv bøv... 
   
 Det ser dog ud til at der er nogle ildsjæle der får tingene på fyn til at kører igen... og så skal Maria nok være på pletten... Jeg bakker op om det.. og hjælper der hvor det ikke forstyrre min egen mulighed for at komme til at hoppe alt for meget... Jeg vil ikke påduttes ansvar... og forsøger man at tvinge eller presse mig til noget, så skal man ikke være i tvivl om, at også jeg kan være glat som en ål! Og i øvrigt uden at have den mindste smule dårlig samvittighed... Det er i øvrigt skægt... da det i sin tid var mig der stod for hop på fyn... var det en selvfølge... og nu er dem der gør det nærmest udråbt til helte... altså... det synes jeg squ ærlig talt er noget unfair!!! Og det kan jeg da godt blive noget misundelig over... men sådan er det nu nok når man ikke er udstyret med rundsave på albuerne af natur.. og ja jeg ved godt misundelse er en grim ting... men jeg er kun et menneske...  
 Tilbage til en yderst positiv begivenhed... Safira er blevet parret... Jahh... Jeg lå søndag morgen og kunne ikke sove.. og så slog det mig... Safira.. Hun skal da have nogen unger! Og så pakkede jeg hende meget enkelt i en kasse og så kom hun med til Hårby... Nogen videre plan var der ikke rigtig, to krav til hannen: anlæg for noget blåt og stjerne godt temperament. Lisa tilbød sig med det samme og der var ikke meget betænkning... ja det vil sige hun tilbød jo sine hanner;o) Og så tilbød hun at hun kunne prøve at få sin far til at tage Golden med ned... og Golden synes jeg jo er så lækker så det skulle da prøves... Men Golden er lidt sensibel med sine hunner og han viste ikke Safira den helt store love-at-first-sight og det var definitivt slut da så Safira på vanlig Fira maner vendte sig om og humpede ham – ja – der er åbenbart grænser for hvad nogen hankaniner vil stå model til... Så hentede Lisa lille lækre Lavender og så blev Safira parret... de var noget af et umage par.. for Lavender er jo udstillingsstørrelse... og Safira er ca dobbelt af udstillingsstørrelse..... Men jeg håber da at der kommer lækre unger – de kan nærmest ikke blive andet:o) 
 ]]></description><pubDate>Thu, 09 Dec 2010 19:50:00 +0100</pubDate><category>2010</category></item><item><title>7. oktober</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=172</link><description><![CDATA[ Det er vidst godt jeg ikke kalder bloggen her for en dagbog – så havde det jo været direkte pinligt:o)
  Der er simpelthen sådan knald på her, hver eneste dag er fyldt ud med børn, dyr, huslige pligter og projekter... i den prioritet... Og når jeg har ledige øjeblikke så vil jeg egentlig hellere msn' e med venner og veninder frem for at skrive blog! 
 Som de fleste nok har set så har min hjemmeside fået et større makeover som nu er ved at være derhenad hvor den er tåleligt nær færdig... Jeg mangler stadig lidt på forsiden, der er noget med en mindeside som skal laves og så er der et par andre småting der hænger... jeg har lidt billedlir i tankerne til kaninernes sider, som jeg i øvrigt ellers er vældig tilfreds med. Jeg har fundet et billedredigeringsprogram på nettet som faktisk kan de samme ting som nogle af dem der faktisk koster rigtig mange penge – det er gratis og der findes et utal af forskellige vejledninger i tekniker til at lave spændende effekter på nettet... Jeg har indtil videre holdt billederne på hjemmesiden meget enkle, men mon ikke der i løbet af vinteren bliver lavet lidt spas og spræl rundt omkring. I min linkssamling har jeg lagt linket til siden hvor man kan downloade programmet som hedder Photofiltre:o) 
  Vi havde hen over sommeren et projekt der hed huskalkning – det var en nødvendighed.... men da vi kom i gang stod det klart at murværket var i så dårlig stand så det krævede en større omgang end det – desværre nåede vi at bruge 2/3 af vores ferie inde vi kom frem til den konklussion. Øv bøv hvor var jeg træt af det da vi fandt ud af hvor slemt det egentlig stod til... så jeg måtte lige bruge en livline og ringe til en god veninde og synge klagesang :o( Huset er nu blevet sandblæst, dele af murværket skal mures helt om (der er steder hvor væggen gynger hvis man skubber til den) Det gode ved det, for det er man jo nogen gange nødt til at fokusere på, er at når nu væggen om mod haven skal ordnes så får jeg også min havedør som jeg har drømt om.... Så lur mig om der næste år ikke skal laves en større terrasse på den side af huset, sådan en indhegnet en hvor lillebror kan have sin sandkasse stående. Fliserne har vi sådan set allerede så det er jo bare et spørgsmål om at komme i sving. Det er et større projekt med det murværk, men der er kun en vej frem... og så må det tage den tid det tager... Vi klarer selv det vi nu kan... og så får vi en prof til at lave resten. Dette betyder desværre at jeg godt kan vinke farvel til min nye køkken jeg havde drømt om... men... ingen vægge – ingen hus... og uden hus heller intet køkken:o) 
 Vi har planer om at få hegnet en god del af haven ind - det kommer både os, børnene og hunden til gode;o) 
  Det store udendørs meget nødvendige projekt betyder så til gengæld at lillebrors værelse bliver udsat, men altså vi har jo et stort soveværelse med rigelig plads til hans seng og jeg har det også godt med at når jeg vågner om natten så kan jeg høre at han trækker vejret ovre i sengen ved siden af. 
  Emma er 5 år for alle pengene... OMG:oS Hun har sin mors emsige, stædige jeg ved selv bedst temperament – men det skal nok hjælpe hende igennem livet! Det er slet ikke til at forstå at hun allerede er blevet så stor! 
 Cody er også bare en stor drønnert... Men efterhånden går det den rette vej med ham... Jeg bruger nu en grime når jeg går tur med ham og det har bevirket en knapt så stresset og trækkende hund. Han er også blevet meget mere rolig at omgås indendørs og det er bestemt også et plus. Vi har været på weekendophold i jylland hvor Cody var i pension hos en god veninde som har god styr på drønnerten. Han har så meget energi og vil så gerne en hel masse og er jagthund for alle pengene... med en labradors dejlige sind, meen jeg var nu alligevel lidt nervøs for om han blev hende en for stor pestilens... Så det var dejligt da sms´en med ordlyden... ”Et styk væltet lab under bordet...” kom... Allan og jeg havde i øvrigt en skøn weekend med et besøg i Ree Safari Park – og har man ikke været der så kan det klart anbefales;o) (at jeg oven i hatten fik en ekstra kanin med hjem fra Pension Sommerly taler vi ikke mere om;o) 
  I kaninstalden har der været livlig aktivitet. Det ene lækre kuld har afløst det andet og lige nu har Reagan det mest charmerende lille kuld efter Robby – dejligt at have fået unger efter ham. Jeg har beholdt en unge fra Tess og Titos kuld Lille Loo som er uldtot for ALLE pengene.... Ligeledes har jeg Firenze fra Zamiros kuld, han var et tegn fra himlen og skal indgå i vores forhåbentligt kommende avl af blå/hvid japanertegnet. Ydermere så er jeg så småt begyndt at arbejde med ham på hopbanen og det klarer han faktisk rigtig rigtig godt. Han er en typisk hopkanin af bygning ranglet med lange lange ben – og han går virkelig pænt til springene. Men altså vi taler jo om at træne på hjemmebanen og det kan aldrig sammenlignes med hvordan de er når de kommer fremmed steder hen. Derudover har jeg fået dejlige lille Stella hjem og hun lever op til sit navn... hold da op hvor kan den lille pige springe og så har hun det mest fantastiske sind. Hun er kronisk glad og vældig interesseret i både mennesker og i hvad der sker i stalden. 
  Mio har været en tur på opdragelsesanstalt i Skanderborg, han har ikke opført sig specielt pænt deroppe – men til gengæld har han nærmest været engleagtigt sød siden han kom hjem. Jeg har hoppet et par gange siden med ham, og det er faktisk gået rigtig fint uden de helt store skænderier;o) Så hvis det fortsætter så er jeg dybt taknemmelig, for det store arbejde Betten og Kirsten har lagt i min lømmel. Når det lige stikker ham så svæver han virkelig – og ofte så er det de svære spring på banen han kommer flot over og de små han bevidst står på med alle 4 ben... Han gør mig forbigående arrig når han er dum på hopbanen... men alligevel er jeg ikke helt parat til at opgive ham endnu... 
  Efter at have gået 2-3 måneder som katten om den varme grød valgte jeg at sætte Boomer til salg. Det var for mig en meget stor beslutning for Boomer er helt igennem en sød og dejlig kanin som jeg bare ikke kan enes rigtig med på hopbanen. Det var en svær beslutning – men rigtig – for både mig og Boomer! Han bor nu hos Maiken og hendes mor og jeg ved at han har det som blommen i et æg deroppe og får masser af dejlig opmærksomhed... præcis som Boomer fortjener! 
  Jeg har desuden gjort en anden ting som mange mennesker sikkert har en mening om... og ork det skal de bare blive ved med at have:o) Jeg har købt en svensk hopkanin! Euanthe fra Silverados... Han er blå løvevædder, med anlæg for sort/hvid japaner og ud af en forholdsvis fin hopslægt. Han skal være hopkanin her hos mig selvfølgelig, men han er købt for at tilføre nyt hopblod til vores blå/hvid japaner projekt!!! Han er netop kommet til landet og sidder pt i karantæne i et af min mor udhuse. Derved mener jeg selv jeg handler ansvarligt over for både min egen stald af hopkaniner og andres kaniner. Det kribler voldsomt i mine fingre for at komme i gang med at arbejde med ham... 
  Hopstævner har der været masser af hen over sommeren, ikke så mange som for så mange andre, men jeg har da været afsted en del gange synes jeg. Jeg kan ganske enkelt ikke komme fra hjemmet i hverdagene, så for mig er det kun stævner der afholdes på weekenddage der er aktuelle. Jeg er da lidt misundelig, for jeg ville da også gerne ud og tjene pinde og erfaring til de mindre konkurrencer så de kan blive ekstra rutinerede til de store konkurrencer... men sådan er det altså ikke. Jeg er nødt til at sortere i hvilke stævner jeg kan komme afsted til og derfor må jeg sige, er jeg ikke særlig villig til at stille op som dommer når jeg endelig kommer afsted... sådan er det... Men det er ikke ensbetydende med at jeg slet ikke vil hjælpe med noget! 
  Men kaninerne har nu hoppet nydeligt taget deres mangel på træning i betragtning. Safira har fået sidste pind til middelsvær lige, Tito og Naughty har hoppet sig til svær og Fujita til elite. Men jeg må jo nok erkende at det har været svingende præstationer – især for mine elitekaniner som jeg ikke er ubetinget tilfreds med.... 
 Resultatmæssigt havde jeg højdepunktet under USM hvor stort set alle mine kaniner leverede varen, at jeg så ikke personligt havde det så godt gjorde stævnet til en lidt mat oplevelse for mig. Det har intet med arrangementet USM at gøre for det var som sædvanligt upåklageligt. I den anden ende af skalaen må så nævnes Ørum hvor jeg havde fået det helt store pølsebord med... ingen af dem hoppede op til vanlig standard... Men til gengæld var det en frygtelig hyggelig dag:o) 
  I skrivende stund må jeg desværre også konstaterer at Sashas karriere som hopkanin ser ud til at lakke voldsomt mod enden... sidste år havde vi problemet og det gør sig gældende igen i år... Når hendes fæld sætter ind...forsvinder hendes muskler og gode humør – hun får en mærkelig figur og tendens til meget dårlig mave og virker meget træt.... Det er bittert for mig – Sasha har en plads meget nær mit hjerte og jeg vil så gerne have hende mange år endnu, ud over at hun har været en af de mest alsidige og talentfulde kaniner jeg nogensinde har ejet er hun også en fantastisk kælen og sød kanin og hun er svær ikke at holde af. Hun havde potentialet til at blive Sch som sin farfar og jeg er bitter over at forskellige ting har gjort sig gældende og spærret ben for den plan... Her har været myxo, jeg har haft en lang sygdomsperiode i to omgange... første gang psykisk anden gang fysisk.. samt det faktum at hvis jeg HAVDE haft tiden og muligheden for at deltage i mange af de mindre hverdagsstævner ja... så havde hun formentlig haft den titel eller to som havde gjort hende til den kendte og ikke mindst huskede kanin også i fremtiden som jeg synes hun bør være... Jeg glæder mig over hun er her... hver eneste dag... og håber at ved at værne om hende og beskytte hende mod mod stress og hård træning, at have hende her yderligere mange år! 
  Falken bliver også endelig pensioneret... i alt fald på lige bane... Han vil så gerne please mig og hopper ALT hvad han kan... men det er bare ikke højt nok og så ryger der lige en pind – den øverste pind... Han vil så gerne... han kan bare ikke... Men det ændre ikke på at han er en sød og dejlig kanin. 
  Til gengæld har Safira faktisk hoppet anstændigt på middelsvær et par gange nu... Hun er slet ikke så tosset når først hun koncentrere sig om opgaven – og så er hun jo bare helt igennem dejlig at have med at gøre... 
  Totter fælder og er kronisk sur og utilnærmelig... sådan en gnavpot... Jeg håber det snart aftager en smule for det er ærlig talt ikke særligt hyggeligt med sådan er kronisk sur kælling i stalden. 
  Sidst skal lige nævnes Tess – jeg er blevet så utroligt glad for den kanin! Hun har en enorm personlighed og en enorm springkapacitet, det er en glæde at hoppe med en kanin der er så omhyggelig med at løfte sine ben som hun er. Hun er også vokset fra sin vrede mod mennesker – jeg tænker det er et spørgsmål og hele tiden har været et spørgsmål om hormoner og lømmelalder. Når det så er sagt så er det et faktum at hendes hun unger 2 ud af 3 har arvet et temmelig stort og vredt ego;o) 
   
 For 1½ år siden tog jeg en beslutning som i den grad var nødvendig for mig! Og ikke mindst min familie og mit helbred... Når man har så mange ting om ørene at det der skulle være fornøjelse bliver sur pligt og utallige dunk i hovedet – så skal man holde igen, hjælper det ikke at holde igen så må man trække sig helt! Jeg valgte at skifte forening for at beskytte mig selv. Ikke fordi jeg var sur på min gamle forening og jeg har mig bekendt ikke smækket med nogen døre. Det var en situation for mig som hverken var sort eller hvid og derfor bliver jeg dybt såret når jeg skal læse andre steder at jeg simpelthen har svigtet mit lokalområde.... Jeg tænker at det ikke kan passe efter 12 års virkelig hårdt slid med de fynske hoppere, så skal jeg udstilles som en dårlig teamplayer fordi jeg vælger at trække mig tilbage. Jeg står ikke nævnt med navn, men ordspillet er så præcist at det kun kan være rettet mod blandt andet jeg. HVIS jeg havde valgt at trække mig helt ud af alt hvad der hedder hop og havde solgt mine kaniner var der ikke nogen der havde blinket med et øje. Formentlig var jeg aldrig kommet så langt ud at jeg havde solgt alle mine dyr.. men hopsporten er ikke så vigtig at jeg vil opgive mig selv og mit helbred på grund af den – og havde jeg fortsat med alt det bøvl der var så var det formentlig nok der den var endt.  Det er citatet her jeg muler over ”Det er endda blevet moderne, at de dygtige hoppere forlader deres lokale forening, hvorved de fritages for lederopgaver i lokalområdet.” 
   
 Jeg er skuffet og jeg er ked af det.... sandheden er at uanset hvor stort et arbejde man gør også for begynderne så vil de 85% falde fra når de når en vis alder – det betyder at hele nye ”hold” starter op og med dem helt rå forældre hvis hjælp altså er påtvunget hvis der skal laves arrangementer. Når man har prøvet at starte 3 nye hold op og kan se at nu er de på vej væk for 3. gang og man samtidig har kæmpet med utidige pigebørn der ikke kunne opfører sig ordentligt... for ikke at tale om nogen af deres forældre(bestemt ikke alle), aftaler som ikke kunne holdes og i det hele taget følt man stod alene.... Midt i anfald af stress og depression... SÅ rammer man muren.   Min tid i Sydvestfyns Kaninavlerforening har bestemt bragt gode tider med sig, der har været virkelig hyggelige stunder... og så har der altså været perioder hvor jeg virkelig ikke har syntes at det var balladen værd. Noget af det vi har været kendt for er blandt andet Fyens Open, alle deltagere har syntes at det var det ypperligste... sandheden er at 2 måneder efter Fyens Open har jeg ikke magtet bare at tænke ordet kaninhop og den nødvendige opsummering af et sådant stævne blev bare aldrig foretaget... Jeg husker hvordan jeg ud over at lave samtlige startlister, regnskab modtaget ændringer (for folk har altid 170.000 ændringer), sat bure op og ikke mindst faktisk stået og lavet mad til 35 mennesker – ene og alene jeg, blev punket synder og sammen af en forældre fordi jeg ikke havde sørget for at indkøbe sodavand som folk kunne købe til deres mad.... 
 Hvordan jeg til et andet stævne fik hug fordi jeg ikke havde specificeret hvilke tæpper der præcist skulle transporteres til hallen... Jeg havde bare sagt at de alle sammen skulle derned og ikke tænkt mere over det... 
 Hvordan jeg 2 måneder efter at have født Emma stod som primus motor for Fyns Open, ikke havde sovet 5 nætter i forvejen på grund af alt papirarbejde + utallige opringninger og spørgsmål omkring stævnet på de mest mærkelige tidspunkter af døgnet. Var tvunget til at overnatte i hallen som eneste voksne arrangør fordi ingen forældre meldte sig, og derefter fik verbale tæsk fordi intet simpelthen var godt nok...Jeg brugte 3 måneder efter det stævne på at få lyst til kaninhop igen! Og i øvrigt 17 timer på startbogskrivning efter stævnet. Jeg VED godt at nogle forældre til det stævne havde gjort et kæmpe stykke arbejde for at skaffe sponsorpræmier og penge til arrangementet, jeg havde bidraget med det jeg kunne – al min tid og erfaring.... Jeg værdsatte skam andres bidrag – men det havde pyntet hvis de også værdsatte mit! STOR købmandskurv fra foreningen til EN forældre for ydet indsats... og jeg tænkte hvad med alle os andre... hvad med et lille beskedent ”Tak for hjælpen og indsatsen”? Men sådan er det med frivilligt arbejde – man skal ikke forvente at få tak – men hvis man er så fræk at man tillader sig at reagere på de hug og slag man får... SÅ er man helt urimelig... 
 De sidste to Fyens Open der var optræk til blev aflyst i sidste øjeblik, bla på grund af frygten for Myxomatose... og jeg er så ærlig som jeg kan blive når jeg siger at jeg hver eneste gang har været utroligt lettet... Over noget så forfærdeligt som Myxo.... 
  Så prøvede vi at flytte træningen for at lette mig og fik yderligere en ansvarlig ”træner” som skulle være til stede hver anden gang og afløse mig. Desuden blev det vedtaget at der ved hver træning ud over trænerne og hopperne skulle være mindst en forældre til stede hvis nogen kom til skade og skadestue besøg blev aktuelt – dette krævede jeg efter jeg ved en træning stod alene med en ung pige som simpelthen besvimede og var helt væk i flere minutter. Det var bare kun få forældre som ville indgå i den ordning og tit glemte de det... Og den anden træner meldte ret hurtigt ud at det magtede hun ikke alligevel og der stod jeg så igen.... 
   
 Træningen blev så flyttet igen... men da var alt allerede gået i stå... undtagen de interne beskyldninger.. og det gider jeg ikke mere... jeg magter det ikke – al den ballade, som man selvom man har trukket sig ud bliver uforvarret trukket ind i... Jamen så flytter vi træningen derhen og så får vi bare Maria til at træne igen... sådan nogen ting blev der sagt til højre og venstre bare aldrig til mig – der er heller aldrig nogen i bestyrelsen der ringede til mig og sagde hvad så Maria – hvad er der egentlig fat – hvad er det der sker? Og til sidst gad jeg ikke tage hverken telefon eller svare på sms – for det var altid bare anklager der kom... Træt af at høre at det da også er Marias skyld at den og den er stoppet – og da jeg trak mig ud var det så en andens skyld...  
  Altså det er sådan med kaninhop og alle andre interesser at nogle kommer og bidrager midlertidigt for så at miste interessen, andre bliver der resten af deres liv – hvis man behandler dem anstændigt! Og det er uanset hvilket arbejde man gør lokalt at udviklingen er sådan. Det kan vi ikke gøre det store ved. Men jo flere begyndere vi får trukket ind i hop jo flere personer vil også blive hængende... Ca 85% falder fra og 15% bliver tilbage i sporten og det er uanset tror jeg... Men 15 % af 40 mennesker er også mere end 15% af 5... Så jeg mener også at den store indsats skal gøres for begynderne... Min fejl har bestemt været at jeg har forsøgt at gøre alle tilpas... der har været muggende forældre når der blev gjort noget for de øvede stævnemotiverede og der har været øvede hoppere der er udvandret fra træning fordi begynderne også skulle have lov at hoppe lidt.... 
  Se – det var en lang svada fra mig – mest fordi jeg er ked af at man ikke forstår mit motiv og udtaler sig til det officielle hop Danmark totalt uvidende om mine bevæggrunde. Jeg ser mig selv som en udbrændt ildsjæl... det er muligt at jeg tænder igen... som en anden føniks.. det er også muligt at jeg ikke gør – det kommer helt an på hvad fremtiden bringer! 
  Nu har jeg kort berørt myxomatosen... det ser ud til at den igen viser sit grimme ansigt i Danmark.. Det er muligt at det er hysterisk – men jeg tror umiddelbart at jeg frivilligt vælger at holde en lille hopstævne pause for at se om det er 2-3 enlige svaler eller om der er tale om en større omgang. Jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis jeg fik smittet hele min besætning bare fordi jeg gerne vil til et hopstævne. 
 ]]></description><pubDate>Thu, 07 Oct 2010 12:36:56 +0200</pubDate><category>2010</category></item><item><title>7. oktober</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=171</link><description><![CDATA[ Det er vidst godt jeg ikke kalder bloggen her for en dagbog – så havde det jo været direkte pinligt:o)
  Der er simpelthen sådan knald på her, hver eneste dag er fyldt ud med børn, dyr, huslige pligter og projekter... i den prioritet... Og når jeg har ledige øjeblikke så vil jeg egentlig hellere msn' e med venner og veninder frem for at skrive blog! 
 Som de fleste nok har set så har min hjemmeside fået et større makeover som nu er ved at være derhenad hvor den er tåleligt nær færdig... Jeg mangler stadig lidt på forsiden, der er noget med en mindeside som skal laves og så er der et par andre småting der hænger... jeg har lidt billedlir i tankerne til kaninernes sider, som jeg i øvrigt ellers er vældig tilfreds med. Jeg har fundet et billedredigeringsprogram på nettet som faktisk kan de samme ting som nogle af dem der faktisk koster rigtig mange penge – det er gratis og der findes et utal af forskellige vejledninger i tekniker til at lave spændende effekter på nettet... Jeg har indtil videre holdt billederne på hjemmesiden meget enkle, men mon ikke der i løbet af vinteren bliver lavet lidt spas og spræl rundt omkring. I min linkssamling har jeg lagt linket til siden hvor man kan downloade programmet som hedder Photofiltre:o) 
  Vi havde hen over sommeren et projekt der hed huskalkning – det var en nødvendighed.... men da vi kom i gang stod det klart at murværket var i så dårlig stand så det krævede en større omgang end det – desværre nåede vi at bruge 2/3 af vores ferie inde vi kom frem til den konklussion. Øv bøv hvor var jeg træt af det da vi fandt ud af hvor slemt det egentlig stod til... så jeg måtte lige bruge en livline og ringe til en god veninde og synge klagesang :o( Huset er nu blevet sandblæst, dele af murværket skal mures helt om (der er steder hvor væggen gynger hvis man skubber til den) Det gode ved det, for det er man jo nogen gange nødt til at fokusere på, er at når nu væggen om mod haven skal ordnes så får jeg også min havedør som jeg har drømt om.... Så lur mig om der næste år ikke skal laves en større terrasse på den side af huset, sådan en indhegnet en hvor lillebror kan have sin sandkasse stående. Fliserne har vi sådan set allerede så det er jo bare et spørgsmål om at komme i sving. Det er et større projekt med det murværk, men der er kun en vej frem... og så må det tage den tid det tager... Vi klarer selv det vi nu kan... og så får vi en prof til at lave resten. Dette betyder desværre at jeg godt kan vinke farvel til min nye køkken jeg havde drømt om... men... ingen vægge – ingen hus... og uden hus heller intet køkken:o) 
 Vi har planer om at få hegnet en god del af haven ind - det kommer både os, børnene og hunden til gode;o) 
  Det store udendørs meget nødvendige projekt betyder så til gengæld at lillebrors værelse bliver udsat, men altså vi har jo et stort soveværelse med rigelig plads til hans seng og jeg har det også godt med at når jeg vågner om natten så kan jeg høre at han trækker vejret ovre i sengen ved siden af. 
  Emma er 5 år for alle pengene... OMG:oS Hun har sin mors emsige, stædige jeg ved selv bedst temperament – men det skal nok hjælpe hende igennem livet! Det er slet ikke til at forstå at hun allerede er blevet så stor! 
 Cody er også bare en stor drønnert... Men efterhånden går det den rette vej med ham... Jeg bruger nu en grime når jeg går tur med ham og det har bevirket en knapt så stresset og trækkende hund. Han er også blevet meget mere rolig at omgås indendørs og det er bestemt også et plus. Vi har været på weekendophold i jylland hvor Cody var i pension hos en god veninde som har god styr på drønnerten. Han har så meget energi og vil så gerne en hel masse og er jagthund for alle pengene... med en labradors dejlige sind, meen jeg var nu alligevel lidt nervøs for om han blev hende en for stor pestilens... Så det var dejligt da sms´en med ordlyden... ”Et styk væltet lab under bordet...” kom... Allan og jeg havde i øvrigt en skøn weekend med et besøg i Ree Safari Park – og har man ikke været der så kan det klart anbefales;o) (at jeg oven i hatten fik en ekstra kanin med hjem fra Pension Sommerly taler vi ikke mere om;o) 
  I kaninstalden har der været livlig aktivitet. Det ene lækre kuld har afløst det andet og lige nu har Reagan det mest charmerende lille kuld efter Robby – dejligt at have fået unger efter ham. Jeg har beholdt en unge fra Tess og Titos kuld Lille Loo som er uldtot for ALLE pengene.... Ligeledes har jeg Firenze fra Zamiros kuld, han var et tegn fra himlen og skal indgå i vores forhåbentligt kommende avl af blå/hvid japanertegnet. Ydermere så er jeg så småt begyndt at arbejde med ham på hopbanen og det klarer han faktisk rigtig rigtig godt. Han er en typisk hopkanin af bygning ranglet med lange lange ben – og han går virkelig pænt til springene. Men altså vi taler jo om at træne på hjemmebanen og det kan aldrig sammenlignes med hvordan de er når de kommer fremmed steder hen. Derudover har jeg fået dejlige lille Stella hjem og hun lever op til sit navn... hold da op hvor kan den lille pige springe og så har hun det mest fantastiske sind. Hun er kronisk glad og vældig interesseret i både mennesker og i hvad der sker i stalden. 
  Mio har været en tur på opdragelsesanstalt i Skanderborg, han har ikke opført sig specielt pænt deroppe – men til gengæld har han nærmest været engleagtigt sød siden han kom hjem. Jeg har hoppet et par gange siden med ham, og det er faktisk gået rigtig fint uden de helt store skænderier;o) Så hvis det fortsætter så er jeg dybt taknemmelig, for det store arbejde Betten og Kirsten har lagt i min lømmel. Når det lige stikker ham så svæver han virkelig – og ofte så er det de svære spring på banen han kommer flot over og de små han bevidst står på med alle 4 ben... Han gør mig forbigående arrig når han er dum på hopbanen... men alligevel er jeg ikke helt parat til at opgive ham endnu... 
  Efter at have gået 2-3 måneder som katten om den varme grød valgte jeg at sætte Boomer til salg. Det var for mig en meget stor beslutning for Boomer er helt igennem en sød og dejlig kanin som jeg bare ikke kan enes rigtig med på hopbanen. Det var en svær beslutning – men rigtig – for både mig og Boomer! Han bor nu hos Maiken og hendes mor og jeg ved at han har det som blommen i et æg deroppe og får masser af dejlig opmærksomhed... præcis som Boomer fortjener! 
  Jeg har desuden gjort en anden ting som mange mennesker sikkert har en mening om... og ork det skal de bare blive ved med at have:o) Jeg har købt en svensk hopkanin! Euanthe fra Silverados... Han er blå løvevædder, med anlæg for sort/hvid japaner og ud af en forholdsvis fin hopslægt. Han skal være hopkanin her hos mig selvfølgelig, men han er købt for at tilføre nyt hopblod til vores blå/hvid japaner projekt!!! Han er netop kommet til landet og sidder pt i karantæne i et af min mor udhuse. Derved mener jeg selv jeg handler ansvarligt over for både min egen stald af hopkaniner og andres kaniner. Det kribler voldsomt i mine fingre for at komme i gang med at arbejde med ham... 
  Hopstævner har der været masser af hen over sommeren, ikke så mange som for så mange andre, men jeg har da været afsted en del gange synes jeg. Jeg kan ganske enkelt ikke komme fra hjemmet i hverdagene, så for mig er det kun stævner der afholdes på weekenddage der er aktuelle. Jeg er da lidt misundelig, for jeg ville da også gerne ud og tjene pinde og erfaring til de mindre konkurrencer så de kan blive ekstra rutinerede til de store konkurrencer... men sådan er det altså ikke. Jeg er nødt til at sortere i hvilke stævner jeg kan komme afsted til og derfor må jeg sige, er jeg ikke særlig villig til at stille op som dommer når jeg endelig kommer afsted... sådan er det... Men det er ikke ensbetydende med at jeg slet ikke vil hjælpe med noget! 
  Men kaninerne har nu hoppet nydeligt taget deres mangel på træning i betragtning. Safira har fået sidste pind til middelsvær lige, Tito og Naughty har hoppet sig til svær og Fujita til elite. Men jeg må jo nok erkende at det har været svingende præstationer – især for mine elitekaniner som jeg ikke er ubetinget tilfreds med.... 
 Resultatmæssigt havde jeg højdepunktet under USM hvor stort set alle mine kaniner leverede varen, at jeg så ikke personligt havde det så godt gjorde stævnet til en lidt mat oplevelse for mig. Det har intet med arrangementet USM at gøre for det var som sædvanligt upåklageligt. I den anden ende af skalaen må så nævnes Ørum hvor jeg havde fået det helt store pølsebord med... ingen af dem hoppede op til vanlig standard... Men til gengæld var det en frygtelig hyggelig dag:o) 
  I skrivende stund må jeg desværre også konstaterer at Sashas karriere som hopkanin ser ud til at lakke voldsomt mod enden... sidste år havde vi problemet og det gør sig gældende igen i år... Når hendes fæld sætter ind...forsvinder hendes muskler og gode humør – hun får en mærkelig figur og tendens til meget dårlig mave og virker meget træt.... Det er bittert for mig – Sasha har en plads meget nær mit hjerte og jeg vil så gerne have hende mange år endnu, ud over at hun har været en af de mest alsidige og talentfulde kaniner jeg nogensinde har ejet er hun også en fantastisk kælen og sød kanin og hun er svær ikke at holde af. Hun havde potentialet til at blive Sch som sin farfar og jeg er bitter over at forskellige ting har gjort sig gældende og spærret ben for den plan... Her har været myxo, jeg har haft en lang sygdomsperiode i to omgange... første gang psykisk anden gang fysisk.. samt det faktum at hvis jeg HAVDE haft tiden og muligheden for at deltage i mange af de mindre hverdagsstævner ja... så havde hun formentlig haft den titel eller to som havde gjort hende til den kendte og ikke mindst huskede kanin også i fremtiden som jeg synes hun bør være... Jeg glæder mig over hun er her... hver eneste dag... og håber at ved at værne om hende og beskytte hende mod mod stress og hård træning, at have hende her yderligere mange år! 
  Falken bliver også endelig pensioneret... i alt fald på lige bane... Han vil så gerne please mig og hopper ALT hvad han kan... men det er bare ikke højt nok og så ryger der lige en pind – den øverste pind... Han vil så gerne... han kan bare ikke... Men det ændre ikke på at han er en sød og dejlig kanin. 
  Til gengæld har Safira faktisk hoppet anstændigt på middelsvær et par gange nu... Hun er slet ikke så tosset når først hun koncentrere sig om opgaven – og så er hun jo bare helt igennem dejlig at have med at gøre... 
  Totter fælder og er kronisk sur og utilnærmelig... sådan en gnavpot... Jeg håber det snart aftager en smule for det er ærlig talt ikke særligt hyggeligt med sådan er kronisk sur kælling i stalden. 
  Sidst skal lige nævnes Tess – jeg er blevet så utroligt glad for den kanin! Hun har en enorm personlighed og en enorm springkapacitet, det er en glæde at hoppe med en kanin der er så omhyggelig med at løfte sine ben som hun er. Hun er også vokset fra sin vrede mod mennesker – jeg tænker det er et spørgsmål og hele tiden har været et spørgsmål om hormoner og lømmelalder. Når det så er sagt så er det et faktum at hendes hun unger 2 ud af 3 har arvet et temmelig stort og vredt ego;o) 
   
 For 1½ år siden tog jeg en beslutning som i den grad var nødvendig for mig! Og ikke mindst min familie og mit helbred... Når man har så mange ting om ørene at det der skulle være fornøjelse bliver sur pligt og utallige dunk i hovedet – så skal man holde igen, hjælper det ikke at holde igen så må man trække sig helt! Jeg valgte at skifte forening for at beskytte mig selv. Ikke fordi jeg var sur på min gamle forening og jeg har mig bekendt ikke smækket med nogen døre. Det var en situation for mig som hverken var sort eller hvid og derfor bliver jeg dybt såret når jeg skal læse andre steder at jeg simpelthen har svigtet mit lokalområde.... Jeg tænker at det ikke kan passe efter 12 års virkelig hårdt slid med de fynske hoppere, så skal jeg udstilles som en dårlig teamplayer fordi jeg vælger at trække mig tilbage. Jeg står ikke nævnt med navn, men ordspillet er så præcist at det kun kan være rettet mod blandt andet jeg. HVIS jeg havde valgt at trække mig helt ud af alt hvad der hedder hop og havde solgt mine kaniner var der ikke nogen der havde blinket med et øje. Formentlig var jeg aldrig kommet så langt ud at jeg havde solgt alle mine dyr.. men hopsporten er ikke så vigtig at jeg vil opgive mig selv og mit helbred på grund af den – og havde jeg fortsat med alt det bøvl der var så var det formentlig nok der den var endt.  Det er citatet her jeg muler over ”Det er endda blevet moderne, at de dygtige hoppere forlader deres lokale forening, hvorved de fritages for lederopgaver i lokalområdet.” 
   
 Jeg er skuffet og jeg er ked af det.... sandheden er at uanset hvor stort et arbejde man gør også for begynderne så vil de 85% falde fra når de når en vis alder – det betyder at hele nye ”hold” starter op og med dem helt rå forældre hvis hjælp altså er påtvunget hvis der skal laves arrangementer. Når man har prøvet at starte 3 nye hold op og kan se at nu er de på vej væk for 3. gang og man samtidig har kæmpet med utidige pigebørn der ikke kunne opfører sig ordentligt... for ikke at tale om nogen af deres forældre(bestemt ikke alle), aftaler som ikke kunne holdes og i det hele taget følt man stod alene.... Midt i anfald af stress og depression... SÅ rammer man muren.   Min tid i Sydvestfyns Kaninavlerforening har bestemt bragt gode tider med sig, der har været virkelig hyggelige stunder... og så har der altså været perioder hvor jeg virkelig ikke har syntes at det var balladen værd. Noget af det vi har været kendt for er blandt andet Fyens Open, alle deltagere har syntes at det var det ypperligste... sandheden er at 2 måneder efter Fyens Open har jeg ikke magtet bare at tænke ordet kaninhop og den nødvendige opsummering af et sådant stævne blev bare aldrig foretaget... Jeg husker hvordan jeg ud over at lave samtlige startlister, regnskab modtaget ændringer (for folk har altid 170.000 ændringer), sat bure op og ikke mindst faktisk stået og lavet mad til 35 mennesker – ene og alene jeg, blev punket synder og sammen af en forældre fordi jeg ikke havde sørget for at indkøbe sodavand som folk kunne købe til deres mad.... 
 Hvordan jeg til et andet stævne fik hug fordi jeg ikke havde specificeret hvilke tæpper der præcist skulle transporteres til hallen... Jeg havde bare sagt at de alle sammen skulle derned og ikke tænkt mere over det... 
 Hvordan jeg 2 måneder efter at have født Emma stod som primus motor for Fyns Open, ikke havde sovet 5 nætter i forvejen på grund af alt papirarbejde + utallige opringninger og spørgsmål omkring stævnet på de mest mærkelige tidspunkter af døgnet. Var tvunget til at overnatte i hallen som eneste voksne arrangør fordi ingen forældre meldte sig, og derefter fik verbale tæsk fordi intet simpelthen var godt nok...Jeg brugte 3 måneder efter det stævne på at få lyst til kaninhop igen! Og i øvrigt 17 timer på startbogskrivning efter stævnet. Jeg VED godt at nogle forældre til det stævne havde gjort et kæmpe stykke arbejde for at skaffe sponsorpræmier og penge til arrangementet, jeg havde bidraget med det jeg kunne – al min tid og erfaring.... Jeg værdsatte skam andres bidrag – men det havde pyntet hvis de også værdsatte mit! STOR købmandskurv fra foreningen til EN forældre for ydet indsats... og jeg tænkte hvad med alle os andre... hvad med et lille beskedent ”Tak for hjælpen og indsatsen”? Men sådan er det med frivilligt arbejde – man skal ikke forvente at få tak – men hvis man er så fræk at man tillader sig at reagere på de hug og slag man får... SÅ er man helt urimelig... 
 De sidste to Fyens Open der var optræk til blev aflyst i sidste øjeblik, bla på grund af frygten for Myxomatose... og jeg er så ærlig som jeg kan blive når jeg siger at jeg hver eneste gang har været utroligt lettet... Over noget så forfærdeligt som Myxo.... 
  Så prøvede vi at flytte træningen for at lette mig og fik yderligere en ansvarlig ”træner” som skulle være til stede hver anden gang og afløse mig. Desuden blev det vedtaget at der ved hver træning ud over trænerne og hopperne skulle være mindst en forældre til stede hvis nogen kom til skade og skadestue besøg blev aktuelt – dette krævede jeg efter jeg ved en træning stod alene med en ung pige som simpelthen besvimede og var helt væk i flere minutter. Det var bare kun få forældre som ville indgå i den ordning og tit glemte de det... Og den anden træner meldte ret hurtigt ud at det magtede hun ikke alligevel og der stod jeg så igen.... 
   
 Træningen blev så flyttet igen... men da var alt allerede gået i stå... undtagen de interne beskyldninger.. og det gider jeg ikke mere... jeg magter det ikke – al den ballade, som man selvom man har trukket sig ud bliver uforvarret trukket ind i... Jamen så flytter vi træningen derhen og så får vi bare Maria til at træne igen... sådan nogen ting blev der sagt til højre og venstre bare aldrig til mig – der er heller aldrig nogen i bestyrelsen der ringede til mig og sagde hvad så Maria – hvad er der egentlig fat – hvad er det der sker? Og til sidst gad jeg ikke tage hverken telefon eller svare på sms – for det var altid bare anklager der kom... Træt af at høre at det da også er Marias skyld at den og den er stoppet – og da jeg trak mig ud var det så en andens skyld...  
  Altså det er sådan med kaninhop og alle andre interesser at nogle kommer og bidrager midlertidigt for så at miste interessen, andre bliver der resten af deres liv – hvis man behandler dem anstændigt! Og det er uanset hvilket arbejde man gør lokalt at udviklingen er sådan. Det kan vi ikke gøre det store ved. Men jo flere begyndere vi får trukket ind i hop jo flere personer vil også blive hængende... Ca 85% falder fra og 15% bliver tilbage i sporten og det er uanset tror jeg... Men 15 % af 40 mennesker er også mere end 15% af 5... Så jeg mener også at den store indsats skal gøres for begynderne... Min fejl har bestemt været at jeg har forsøgt at gøre alle tilpas... der har været muggende forældre når der blev gjort noget for de øvede stævnemotiverede og der har været øvede hoppere der er udvandret fra træning fordi begynderne også skulle have lov at hoppe lidt.... 
  Se – det var en lang svada fra mig – mest fordi jeg er ked af at man ikke forstår mit motiv og udtaler sig til det officielle hop Danmark totalt uvidende om mine bevæggrunde. Jeg ser mig selv som en udbrændt ildsjæl... det er muligt at jeg tænder igen... som en anden føniks.. det er også muligt at jeg ikke gør – det kommer helt an på hvad fremtiden bringer! 
  Nu har jeg kort berørt myxomatosen... det ser ud til at den igen viser sit grimme ansigt i Danmark.. Det er muligt at det er hysterisk – men jeg tror umiddelbart at jeg frivilligt vælger at holde en lille hopstævne pause for at se om det er 2-3 enlige svaler eller om der er tale om en større omgang. Jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis jeg fik smittet hele min besætning bare fordi jeg gerne vil til et hopstævne. 
 ]]></description><pubDate>Thu, 07 Oct 2010 12:36:55 +0200</pubDate><category>2010</category></item><item><title>22. April</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=170</link><description><![CDATA[  Folket hyler åbenbart på blog... så jeg må jo få pølserne ud af mølsen og komme i gang... Jamen jeg kan da også godt se at det er længe siden, og det er ikke fordi der ikke er sket en masse her... bloggen er bare blevet nedprioriteret... og en masse andet er blevet opprioriteret (mine børn feks)... 
   
 Hvis jeg skal starte med familien, så har vi det alle sammen godt... Sådan da;o) Begge ungerne blev vaccineret sidste fredag, ikke fordi vi skal ud og rejse eller noget.. men Emma skulle have sin 4 års og Buller sin 3 måneders så det kunne vi jo lige få slået sammen. Vi regnede så med at begge to blev syge af det... for vaccinationer har altid betydet en gang høj feber for Emma og det er jo Bullers første... Men det har heldigvis været forholdsvis problem- og næsten smertefrit. Ligeledes har vi endnu engang været på øjenafdelingen med Buller hvor Emma også skulle med for at få undersøgt sine øjne. Jeg ved ikke hvad vi havde regnet med, men en eller anden form for afklaring var nok hvad vi havde håbet på... Det fik vi så altså bare ikke... Emma fik undersøgt sine øjne også og de kunne også se at de var større end gennemsnitsøjet... men de er ikke så store som Bullers og derfor bliver han nu sendt videre i systemet. Det som bekymre dem er at de ikke umiddelbart kan finde noget i hans øjne som ikke virker... det plejer man at kunne når de er for store... åbenbart! Så nu skal vi på børneafdelingen og der skal tages prøver af hele Buller blodprøver med mere... for at finde ud af om der skulle være et andet sted i hans lille krop der fejler noget, der er de særligt opmærksomme på nyrene... Og så skal vi til en specialist på Glostrup sygehus som så ved noget om for store øjne... Vi ved endnu ikke hvornår vi skal afsted, der er sikkert lang ventetid begge steder... Men det er forfærdeligt at gå her og vente på en afklaring... og jeg ved godt at man jo så gør en indsats for at finde ud af om han fejler noget... men det er altså ikke rart som mor... for i mine øjne er han dejlig og perfekt!!!! 
   
 Allan holdt en masse fri i forbindelse med påsken og de dage blev brugt på en god gang havearbejde... Vi fik skåret et hegn ned til at være den hæk den engang var... det var dælme hårdt arbejde... Særligt med alle de grene der blev savet af... Det meste er nu kørt på lossepladsen og resten kommer til at udgøre et fint Skt. Hans bål. Desuden er urtehaven blevet gjort såklar og jeg har fået sat jordbær. I vores nye stykke jord er vi enige om at sætte et lille stykke af til lidt yderligere urtehave samt frugttræer. Ligeledes har jeg været i gang med at sætte plads af til Rhododendron (Jeg har altid ønsket mig et lækkert surbundsbed) og der bliver også lavet et surbundsbed til blåbær og tranebær.-.. Blåbærene er indkøbt og mums hvor bliver det bare lækkert!!! Jeg har også brugt nogle af mine fødselsdagspenge på en ribsbusk og en rød stikkelsbær, i forvejen havde vi en almindelig stikkelsbær – den skal bare flyttes... Så vores ”nye” del af haven bliver både smuk og en nyttehave... Jeg glæder mig allerede til næste år hvor frugttræerne blomstrer... og måske med lidt held har vi lidt blåbær allerede til efteråret.... Hvor vi jo i forvejen har verdens bedste æbler på mit gamle skæve træ. Det træ værner hele familien om... for de æbler er bare de bedste!!! 
   
 Vores kære store drønnert af en hund har i en periode givet mig problemer og ja... nærmest traumer når jeg skulle gå med ham... Det er bare ikke holdbart og i sidste ende gav det os en hund som konstant lavede ulykker og narrestreger inde i huset... var ved at vælte alt omkuld når der kom gæster og i det hele taget fuldstændig ustyrlig særlig på gåture... Det var ingen fornøjelse for nogen parter så noget måtte jo gøres... Heldigvis kender jeg jo så en ”hundehvisker” eller sådan titulerer vi hende nu... Hun kom, gik med min hund og kom hjem med en ny hund – sådan føles det i alt fald... Han er selvfølgelig stadig en drønnert og unghund med stort U – men nu kan jeg gå lange ture med ham uden at blive trukket omkuld og efter investering i en 30 m lang snor ja – så kan han altså virkelig få løbet igennem på vores mark, uden jeg behøver at frygte at han stikker af og løber på vejen...... Så nu er han tålelig at være i hus med igen... Jeg er utroligt glad for Cody, at der er andre racer i ham end labrador og Kleiner Münsterlander er helt sikkert, for han er godt nok ved at blive stor, også noget større end de nævnte racer – men han udfylder sin plads og job i familien... Han er vagtsom og har et dybt og farligt vov... Jeg ville ikke have en hund som bider de ubudne gæster... men en som fik dem til at tænke inden de tog i håndtaget og gik ind... og det gør de bestemt med Cody!  
   
 Nu har jeg snart skrevet om de planer om nye spring jeg har mange gange i denne blog... men nu er der gennembrud... for nu har jeg faktisk fået indkøbt en plade til at save pinde ud af... så nu har jeg alle materialerne... Nu skal jeg bare i gang! 
   
 Siden sidst er Robby flyttet ind – og han er bare dejlig – et skønt sind har han.. om end han nok lige er sindig nok på hopbanen efter min smag... jeg kæmper med at finde speederen på ham, det er ikke let synes jeg. Jeg har ikke primært købt ham for at hoppe en masse stævner med ham, han skal da nok komme med til noget... men fortrinsvis vil jeg lave nogle unger efter ham og gå og hygge om ham. Jeg er ikke så naiv at jeg tror at man sælger en elitekanin der er på toppen og det bliver han formentlig heller ikke sammen med mig – men hans dejlige sind vil være en gevinst i min avl og det glæder jeg mig til at se resultatet på!   
 Typhoon eller Tess som hun hedder i daglig tale er også flyttet hjem... og jeg MÅ sige... Malene overdrev på ingen måder når hun talte om hende... Det stod lysende klart for mig da kaninen efter at have bidt mig i arrigskab vendte sig om og bed i det nærmeste... som var et tørrestativ... Efter to dage var hun fjendtlig og totalt overtændt allerede i buret og en udviste voldsom reaktion på hænder... Jeg må sige jeg tænkte om det måske var for sent for hende... og var også tæt på at tro det... Men jeg giver altså ikke sådan lige op med det samme. Så jeg tænkte at trin 1 i hendes ”gen” optræning måtte være at få hende til at falde ned i buret og accepterer hænder der.... Derfor har hun pt ikke været ude af sit bur i 3 uger... Til gengæld har hun fået en masse positiv opmærksomhed i forbindelse med blandt andet fodring... Jeg har stået i timevis og nusset med Tito hendes overbo og ladet hende vende sig til min tilstedeværelse uden at det nødvendigvis indbefattede hende... og nu synes jeg faktisk det går fremad... hun kan efterhånden godt lide at blive rørt og jeg kan tage skåle, møge og strø hendes bur mens hun er i det og uden at hun stresser op... det er MEGET store fremskridt. Næste skridt bliver så at kunne løfte hende ud og sidde med hende på skødet uden at hun kører op og angriber... Jeg har al den tid der skal til og ønsker virkelig at få gjort en fornuftig pige ud af hende... At hun kan hoppe har hun bevist – hun er fantastisk på en bane, ligesom sin søster Musse som jo nu bor og har det som blommen i et æg hos Marlene... Musse er savnet i stalden – men jeg ved at Marlene er lige så glad for hende som jeg har været og ikke desto mindre så er jeg sikker på at Musse og Marlene kommer helt til tops på hopbanerne... og det er god reklame for mig;o) Falder hun helt ned... og det tror jeg selvfølgelig på hun gør...så kommer hun også i avl... Der er en han som jeg har været forelsket i siden hans ejer var så elskværdig at komme og vise mig ham med ordene ”Se jeg har også en løvevædder... hvad farve er han?” Egentlig havde jeg i hovedet sat ham sammen med Musse... men han vil også være god med Tess... hvis hun arter sig. Jeg har faktisk allerede aftalt med hans ejer at jeg må låne ham til parring på en af mine hunner næste år... så må vi så se hvem det skal være... 
   
 Siden sidst har jeg været til 2 stævner som lå i påsken, faktisk var jeg afsted til tøsefrokost sammen med nogle af de bedste lørdag, til hopstævne i Skjern søndag (en midnatsforestilling) og igen i vejle om mandagen... det var 3 gode dage... men i overkanten af hvad jeg magter – så det ved jeg til en anden god gang. 
   
 Mine kaniner hoppede på skift upåklageligt og på de to dage lykkedes det dem at skrabe hele 11 pinde sammen – det kan man da ikke klage over. Søndag var det Rocker og Tito der brillierede, de hoppede begge virkelig flot og rykkede begge op til middelsvær lige, en oprykning som passede mig mere end godt! Rocker er den afdæmpede ”jeg tager det som det kommer” type og Tito er den glade lille hopbold – jeg elsker at hoppe med ham for han er så glad og han nyder at hoppe.... og det lyser ud af ham... (at jeg så kvajede mig bigtime med ham på den middelsvær krogede søndag i Skjern snakker vi ikke mere om...) Totter hoppede også særdeles nydeligt og fik sin aller første pind på en kroget bane nogensinde! Maya og Reagan fik ikke pinde hverken i Skjern eller Vejle – men de gør det godt. Maya hoppede med 1+0 fejl begge dage og jeg har derefter prøvet at se hvad hun siger til middelsvær herhjemme – og det flyver hun altså over... Så jeg er meget tilfreds med hende... Hun er i øvrigt nem at have med ud... tager tingene som de kommer og springer virkelig pænt og trækker godt på springene.  
 Reagan nåede desværre at få 1+1 i Skjern men i Vejle hoppede hun 1+0 og jeg er gennemgående også fint tilfreds med hende. Hun er en sjov type... for herhjemme i buret sidder hun ovre i et hjørne så snart vi er i stalden... hun gider ikke nusse og hun grynter som en anden gris... Men så snart hun kommer ud og får sele på lyser hun helt op... Hun er ikke bange for noget og jeg synes faktisk hun er dejlig nem at hoppe med. Og så er hun smuk, meget højtstillet og ganske enkelt smuk. 
 Boomer den tosse har fået sin sidste pind til Middelsvær... den første pind han nogensinde har taget sammen med mig. Han startede også middelsvær åben begge dage og jeg må sige at jeg er frygteligt positivt overrasket!!!! Han hopper sådan ca. ligeså pænt på middelsvær højde som på let... og det var jeg ellers ikke overbevist om at han kunne... 
   
 Den kære Naughty hoppede så absolut ikke i nærheden af sit normale niveau om søndagen, ikke fordi han var nervøs eller noget... han var bare langt fra det han normalt viser... Men om mandagen i Vejle viste han hvilket stof han er gjort af og på en åben middelsvær bane som var en hel del vanskeligere end den vi hoppede på søndag... han kom så fint igennem den at han også fik en fin medalje... Dejligt... og så rykkede han også op i og med han havde hoppet dobbelt 0 på den lette.... Skønt.... Jeg er overmådelig glad og stolt af min 2009 generation – de er bare startet så fint! 
   
 Mio og jeg har lidt samarbejdsvanskeligheder... som munder ud i at jeg allerede er gal på ham inden vi overhovedet er på banen... det kan gå på den lette... men på middelsvær kan man som kanin ikke være så ligeglad og have så mange donnanykker... grrr og jeg bliver simpelthen SÅ irriteret når han river det ene spring efter det andet ned... spring som han kan springe med lukkede øjne... grrr den Mio;o) 
   
 Derudover har Safira fået unger, hun startede med 7... tilbage er der 3, men nu falder der heller ikke flere fra. Jeg kan ikke lade være med at tænke om de 4 døde fejlede noget... for hun har da et ordentligt yver... men de har ikke lignet nogen der fik noget at spise. De sidste 3 er smælderfede og der er 2 kappetegnede en sort og en blå og så er der en helfarvet blå MM... nu glæder jeg mig sådan set bare til at de springer af reden! 
   
 Hvis Fujita er drægtig kommer hun i løbet af en uges tid... jeg synes hun er rund men omvendt er hun slet ikke så arrige som da hun fik sit første kuld – så det bliver jo spændende.... 
 ]]></description><pubDate>Thu, 22 Apr 2010 15:55:30 +0200</pubDate><category>2010</category></item><item><title>4. marts</title><link>http://iloapp.fionas.dk/blog/mariasblog?Home&amp;post=169</link><description><![CDATA[  Det går halvstærkt på kaninfronten i øjeblikket.... 
 I forbindelse med jeg annoncerede Apache og Inca til salg på et forum faldt jeg helt tilfældigt over en salgsannonce... Nu har jeg ikke haft så forfærdeligt travlt med at se annoncer for der har jo ligesom ikke været nogen som helst planer om køb af kaniner.... 
 Men ham her Robby kan jeg huske jeg faldt for til DM 2009, det er også den eneste gang jeg har set ham - og han var altså nu til salg...  Det gik jeg og grublede over... og da Marlene samme dag var på besøg talte vi meget om ham og hvad vi hver især kunne huske om ham - og samtidig var jeg inde og lure resultater og stamtavle i Rasmuses Hopkaninregister... Jeg synes simpelthen det er noget af det bedste der er sket på hopfronten i nyere tid - at vi har fået det register. Og så er det dejligt at alting bliver kædet sammen, så man kan bare søge på kaninen og så kommer der stort set alle oplysninger frem om den - alle målbare oplysninger i alt fald - og hvis man er rigtig heldig er der også billeder af den.... Jeg har ikke selv fået lagt billeder op af mine kaniner endnu, men jeg vil hermed gerne opfordre andre til at få det gjort i en fart - så registeret bliver intakt... fantastisk opslagsværk... 
 Nå... men jeg grublede videre, ringede til mor (ja jeg ER voksen, men derfor kan man stadig godt lade sig rådgive af sin mor... særligt når hun ved hvad hun taler om ) og så kontaktede jeg Louise... det var jo sådan set ikke sikkert hun ville sælge til mig - så inden jeg brugte mere tid på spekulationer kunne jeg jo ligeså godt få afgjort om der overhovedet var mulighed. Det var det... og 1-2-3 så var den aftale i vinkel... Og jeg overtager Robby til DM. Muligvis er jeg tosset... at købe en halvgammel kanin som jeg kun har set hoppe til 1 stævne og så samtidig skal hoppe med ham første gang til et DM, men det er jeg jo nødt til hvis jeg vil have et bur til ham... så... Jeg ser sådan på det at der er nogen der køber kaniner hjem fra Sverige uden de rigtig ved hvad de får... bare for at få nyt blod eller for at få noget svensk... jeg kender ikke den nøjagtige grund... Mit alternativ er så en hopkanin fra Bornholm (det også næsten Sverige;o) han har måske ikke nogen lang og velmeriteret stamtavle, til gengæld er han overhovedet ikke i familie med dem jeg har i forvejen OG ikke at forglemme han er heller ikke i let klasse - der har jeg jo ligesom nok kaniner i forvejen. Jeg glæder mig rigtig meget til at få ham hjem og lære ham at kende! 
 1 uges tid efter den aftale kom i land, stod det klart at Typhoon må flytte hjem igen. Malene har gjort et stort stykke arbejde med hende og jeg er ikke det mindste i tvivl om at hun har prøvet alt og det er heller ikke første gang hun har kontaktet mig. Typhoon er en furie som angriber Malene både i buret og under hoptræning - det skal hun selvfølgelig ikke og Malene skal heller ikke have en kanin hun er bange for - det bliver det ikke bedre af! Så jeg køber hende tilbage og ser hvad jeg kan få ud af hende. Det er lidt ironisk at det kuld er blevet opkaldt efter naturesns egne kræfter... for på nogen områder er det altså blevet et katastrofekuld - de kan hoppe - det er ganske vidst... men hvad hjælper det når deres sind er pudsigt? Jeg kan ikke selv forstå det, hverken deres far eller mor har nogensinde bidt eller angrebet nogen... til gengæld er deres far noget af en pivskid... så jeg tænker at den dårlige opførsel skyldes en blanding af nervøsitet og "teenage"hormoner. Jeg er god til den slags kaniner, kan godt lide udfordringen og derfor glæder jeg mig da til at få prinsessen hjem igen. Jeg har rigeligt med kaniner men Typhoon ligger mit hjerte nært af flere årsager. Hun og Musse var de to jeg selv valgte imellem... eller det vil sige jeg kunne jo ikke vælge så det klarede Allan for mig - de var så ens rangeret og i opførsel og hopegenskaber.. så det var helt umuligt for mig. Typhoon har allerede vist ekstremt flotte resultater på hopbanen, hun har på ganske få stævner tjent pinde og er nu allerede i middelsvær - ingen tvivl om det flotte stykke arbejde Malene har gjort. 
 Jeg har det også lidt sådan at jeg ikke synes at Typhoon skal flytte igen når først hun er tilbage i stalden - heller ikke selvom hun skulle falde til ro. Noget tyder på at hun let bliver stresset... og så er der ingen grund til at provokere hende ved at lade hende flytte i en ny stald bare for at risikere samme historie en gang til. 
 Jeg gik så endnu engang i tænkeboks... for jeg havde jo også Musse fra samme kuld... dejlige Musse ... men som også har lidt problemer med nervøsitet og derfor kræver et stort stykke tålmodigt træningsarbejde... men også en kanin som har ekceptionel evne til at læse spring og er så stærk i sit afsæt... når altså hun ikke er stresset.... Selvom jeg bedst kan lide kaniner med "kant", så er der alligevel grænser for hvad jeg kan overkomme hvis jeg skal gøre et ordentligt stykke arbejde... 
 Der er en person ud over mig som har trænet Musse og som har set hvad hun rent faktisk kan. En person som kender både hendes stærke og svage sider og samtidig er det en som jeg tror har tålmodigheden til at gå hele vejen med min lille Musse. Så jeg ringede til Marlene, og hun blev meget hurtigt fyr og flamme... og hentede Musse samme dag... Marlene blev så glad og kender kaninen nærmest ligeså godt som mig og det har gjort en svær beslutning meget nem! 
 Så der er godt gang i kaninstalden... og jeg elsker hvert et sekund... både arbejdet, træningen og ikke mindst planlægningen... ohhh hvor er jeg god til at lægge planer... 
 Safira bliver snart parret med Falken - solskinnet og fuglefløjt har sat griller i både mig og Safira.. Babyer siger hun... og smækker måsen lige i vejret... og så skal jeg da helt sikkert også have unger efter Robby - inden jeg risikerer at hans alder gør ham steril... Hunnen har jeg dog ikke valgt til ham endnu, det venter jeg med til jeg har lært ham at kende... 
 Så trods for forudsigelsen og løfter om at jeg ingen unger skulle have i 2010... ja så kan historien altså meget hurtigt ændre sig her... 
 Jeg havde planlagt at deltage i 3 lette stævner her i ugen.. men jeg kom altså ikke til Haderslev som planlagt, af den simple grund at vores bil var til mekanikeren... men så skulle den også være klar til at køre en tur til Vebbestrup lørdag og Horsens søndag. Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted, selvom mine kaniner ikke kan lide at være oppe hos Liza så glæder jeg mig nu alligevel... 
 Til gengæld er der sørme flere let/middelsvære stævner igen allerede i starten af april - fantastisk  
 Jeg er i gang hjemmesiden, den får et lille makeover som gerne skulle få den til at se lidt mere prof ud, og så falder siderne med pasning og pleje og hop fra... der er andre officielle sider hvor den slags oplysniger bør stå - og jeg har hængt i bremsen når det kom til opdatering på de sider... så selvom det har taget mig uendelig lang tid at oprette dem og få teksten rettet til dengang.... så falder de fra nu... I stedet vil jeg gøre lidt mere ud af mine kaniners sider og lidt mindre om alt det andet vi beskæftiger os med her... 
 Alt andet lige har jeg været i gang med at læse om forskellige begreber og TO-DOes indenfor hjemmesidedesign... og så har jeg surfet rundt og samlet lidt inspiration... nu ved jeg hvordan jeg vil have det... så må vi se hvor lang tid det tager at nå derhen... 
 Jeg er dog lidt ærgelig over at der ikke bliver tid til at besøge min mor her i weekenden...  Rygtet vil nemlig vide at mor har fået unger og hun har været så heldig at få hvad hun drømte om... nemlig en overtegnet vildtblå kappe... Den glæder jeg mig til at se... den kan kun være smuk. Næsten ligeså smuk og perfekt som min Tito  
 ]]></description><pubDate>Thu, 04 Mar 2010 10:27:47 +0100</pubDate><category>2010</category></item></channel>
</rss>
